USA/lukning: Bekymringerne fik overtaget til sidst

Udgivet den 10-07-2023  |  kl. 06:32  |  

Den lidt "lunkne" amerikanske jobrapport for juni, som blev offentliggjort fredag eftermiddag, spredte hen over handelsdagen lidt fortrøstning på børserne i New York, hvor handlerne havde frygtet en bekræftelse af den overraskende stigning i beskæftigelsen i den private sektor, der fremgik af torsdagens ADP-rapport.

Men i de sidste handlestimer fik bekymringerne igen overtaget, og de tre hovedindeks sluttede ugen i minus.

Mandag morgen synes den uldne stemning at fortsætte. Futures for de tre hovedindeks indikerer kursfald på 0,2-0,4 pct., når markedet i New York åbner senere på dagen.

Det brede S&P 500-indeks sluttede ugens sidste handelsdag med et fald på 0,3 pct. i 4398,95 efter et minus på 0,8 pct. torsdag oven på den urovækkende ADP-rapport. Dermed sluttede det toneangivende indeks med et fald på 1,2 pct. over første uge i andet halvår.

Det teknologidominerede og rentefølsomme Nasdaq-indeks lukkede med et minus på 0,1 pct. efter et fald på 0,8 pct. torsdag, mens de tunge aktiers Dow Jones-indeks måtte tage et tab på 0,6 pct. i fortsættelse af tilbagegangen på 1,1 pct. torsdag.

Fredagens rapport viste, at beskæftigelsen uden for landbruget i USA voksede med 209.000 personer. Blandt økonomerne var forudset en stigning på 230.000 personer ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg News. I maj steg beskæftigelsen 306.000 efter en nedrevidering fra en tidligere oplyst stigning på 339.000.

Dermed mildnedes frygten for, at en hidsig jobvækst ville motivere den amerikanske centralbank, Federal Reserve, til flere renteforhøjelser end allerede forventet.

Men rapporten viste også, at den gennemsnitlige timeløn steg 4,4 pct. mod ventet 4,2 pct.

INGEN FORLÆNGET PAUSE

Rapporten giver omvendt ikke anledning til at forvente en fortsættelse af den pause i renteforhøjelserne, som centralbanken besluttede på sit rentemøde i sidste måned, mener global chefstrateg Seema Shah hos principal Asset Management.

- Jobvæksten er aftaget, men ikke nok til at retfærdiggøre en forlænget pause hos Federal Reserve. Mere markant - med en overraskende stigning i de gennemsnitlige timelønninger - er lønpresset fortsat for stærkt. Dagens jobrapport giver Federal Reserve ringe anledning til at afholde sig fra en renteforhøjelse på rentemødet i juli, bemærker han ifølge Bloomberg News.

Nu ser handlerne frem mod nøgletal for den amerikansk inflation, som ventes onsdag i den kommende uge, samt indledningen på regnskabssæsonen for andet kvartal med kvartalsrapporter fra blandt andet Wells Fargo, Blackrock, JPMorgan og Citigroup fredag.

LEVI STRAUSS NEDJUSTERER OG FALDER

I fredagens amerikanske aktiemarked var der særlig opmærksomhed til Alibaba, Applied Materials og Levi Strauss.

Jeans-producenten Levi Strauss faldt 7,8 pct, efter at selskabet torsdag efter børstid reducerede sine forventninger til indtjeningen for hele året. Svaghed i engrosledet og prisfølsomme forbrugere får skylden.

Selskabet ser nu en ordinær indtjening per aktie på 1,10-1,20 dollar mod tidligere 1,30-1,40 dollar.

ALIBABA STIGER TRODS BØDE

Den kinesiske teknologikæmpe Alibaba blev sendt i vejret trods nyheden om, at datterselskabet Ant Group har udsigt til en bøde fra de kinesiske myndigheder på 7,1 mia. yuan eller godt 1 mia. dollar.

Alligevel steg Alibaba-aktien 8,0 pct.

- I markedet er det positivt, da undersøgelsen ser ud til at være overstået og bøden, selv om den er stor i absolutte tal, er meget håndterbar for en så stor virksomhed, vurderer Vey-Sern Ling, senioranalytiker i Union Bancaire Privee, ifølge Bloomberg News.

Analytikere vurderer desuden, at bøden er et tegn på, at den kinesiske kontrol med teknologivirksomhederne i Kina snart kan se sin ende.

Applied Materials, der bygger og driver datacentre, faldt 0,6 pct., på trods af at finanshuset Needham har løftet kursmålet for aktien.

BLOOM ENERGY LØFTET AF ANBEFALING

Bloom Energy steg omvendt på en anbefaling. RBC indleder dækning af selskabet, der producerer udstyr til kraftværker.

Anbefalingen lyder på "outperform, da RBC ser selskabet som godt positioneret til høj vækst.

Aktien steg 8,5 pct.

Aktien i Rivian blev løftet hele 14,3 pct. efter et positivt notat fra analysehuset Wedbush, og producenten af elbiler var dermed i plus for ottende dag i træk. Men aktien ligger fortsat 20 pct. lavere set over hele året.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯  indblik❯ 

Seneste nyheder

11:45 Aktier/middag: Høj stemning med Ambu i vinderposition
11:38 Djurslands Bank leverer stærkeste første kvartal nogensinde
11:02 Industriproduktionen i eurozonen steg lidt mere end ventet
10:42 FLSmidth melder om fremdrift i salg af Cementdivision men omsætning i Mining skuffer
09:45 FLS-finansdirektør: Der er bingo på alle plader
09:29 Obligationer/åbning: Renten falder let før inflationstal kan give reaktion
09:22 Kommende Mærsk-partner løfter bunden af forventningerne
09:15 Aktier/åbning: Salgstal sender Lundbeck op mens FLS sendes ned på faldende omsætning
08:58 Sydbank: Stor interesse for FLS' cementforretning kan give let positiv reaktion
08:57 H+H øger underskud, men fastholder forventning - ser forbedring i UK og Polen
08:52 Lundbeck-chef om Rexulti-skuffelse: Vokser stærkt trods midlertidig suspension i depression i USA
08:47 FLS-finansdirektør: Der er bingo på alle plader
08:23 Aktier/tendens: Lundbeck-salgstal kan give god start - FLS og Rockwool tager fokus
08:05 Lundbeck flyvende fra start i 2024 trods bump på vejen for nøgleprodukt
08:00 Stort fald i det fuldførte byggeri i første kvartal 2024
08:00 Producent- og importprisindekset falder fortsat
08:00 Psykiske lidelser hyppigere blandt NEET-gruppen
07:21 Obligationer/tendens: Små rentebevægelser ventet før inflationstal kan give reaktion
07:13 Råvarer: Oliepriserne stiger på forventninger om fald i de amerikanske råolielagre
07:11 Mærsks asiatiske konkurrenter falder tilbage onsdag