USA/lukning: Beskeden fremgang til endnu en rekord - trukket af Nvidia

Udgivet den 09-07-2024  |  kl. 06:32  |  

Det amerikanske aktiemarked indledte den nye uge med en rolig handel og et beskedent plus til endnu en lukkerekord.

Og rekordernes tid er næppe forbi endnu. Futures indikerer nye stigninger i størrelsesordenen 0,1-0,3 pct. i de tre store aktieindeks, når markedet åbner i New York senere på dagen.

Mandag var det chipkæmpen Nvidia, som trak op i det brede marked, mens andre store teknologinavne som Microsoft, Meta og Alphabet omvendt tyngede.

Investorerne kunne mandag også nyde en stille dag, inden centralbankchef Jerome Powell tirsdag vidner i Kongressen, inden onsdagens vigtige opgørelse over forbrugerpriserne i juni og inden fredag, når regnskabssæsonen skydes i gang med tal fra flere af storbankerne.

Generelt er forventningerne i markedet til de amerikanske selskabers indtjening store, da estimaterne for de kommende 12 måneder ifølge Bloomberg News ligger rekordhøjt, og da flere analytikere, viser en opgørelse fa Citigroup, har hævet deres estimater for selskaberne i S&P 500 end sænket dem.

Det brede S&P 500-indeks steg 0,1 pct. til rekord i 5572,85 indekspoint. Nasdaq gik også frem med 0,3 pct. til rekord i 18.403,74 point, mens Dow Jones derimod faldt 0,1 pct.

- Indtjeningerne i S&P 500 gennem de seneste tre kvartalsmæssige regnskabssæsoner og økonomiske data, som har givet bevis på modstandsdygtighed, underbygget af Federal Reserves mandat-følsomme pengepolitik er fortsat i kernen af vore optimistiske forventninger til aktier, skriver John Stolzfus, investeringschef hos Oppenheimer Asset Management, ifølge Bloomberg News i en kommentar til kunderne.

Oppenheimer har i samme forbindelse løftet sin forventning til S&P 500-indekset til et nytårsniveau i 5900 indekspoint, eller 6 pct. over mandagens niveau.

NVIDIA LØFTET AF UBS

I S&P 500 var det it-aktierne, der klarede sig bedst med et plus på 0,7 pct., mens råvarer og materialer gik op med 0,3 pct. I den anden ende havde kommunikationsservice det svært med et et minus på 1,0 pct., mens energiaktierne også mistede 0,6 pct.

Det var Nvidia, som løftede mest i hovedindekset med et plus på 1,9 pct. til 128,20 dollar efter et løftet kursmål fra 120 til 150 dollar hos investeringsbanken UBS, som ser "overordentlig robust" efterspørgsel på koncernens AI-chips, og et næsten tilsvarende løft af kursmålet hos Wolfe Research fra 125 til 150 dollar.

Inden for halvlederbranchen var der også fremgang på 6,2 pct. til Intel, på 4,0 pct. til Advancced Micro Devices og på 2,5 pct. til Broadcom.

Ligeledes inden for it var der også plus til Apple på 0,7 pct., mens Microsoft tabte 0,3 pct. Andre softwarenavne som Salesforce og Servicenow, der mandag fik sin eneste salgsanbefaling fra finanshuset Guggenheim, smed også 2,2 og 5,0 pct.

Inden for kommunikationsservice var det Meta Platforms, der trak ned med et minus på 2,0 pct. til 529,32 dollar, efter aktien ellers steg hver dag i sidste uge til rekord fredag, og selv om investeringsbanken Wells Fargo løftede sit kursmål for aktien fra 593 til 625 dollar.

I samme sektor tabte Alphabet også 0,8 pct., mens Tesla og Amazon i cyklisk forbrug gik hver sin vej med et plus på 0,6 pct. og et minus på 0,4 pct.

FLERE OPKØB

Mandag bød også på opkøb i det amerikanske, da Novo-konkurrenten Eli Lilly betaler 3,2 mia. dollar for Morphic Holding. Eli Lillys aktie steg 0,4 pct., mens Morphics aktie vandt hele 75,1 pct.

Devon Energy tabte derimod 1,1 pct. efter annonceringen af, at olie- og gasselskabet betaler 5 mia. dollar for at overtage Williston Basin Business.

På samme front blev det også bekræftet, at underholdningskæmpen Paramount Global vil blive lagt sammen med bejleren Skydance, som har overtaget selskabet National Amusement, der via præferenceaktier svarende til 10 pct. af kapitalen i Paramount kontrollerer 77 pct. af stemmeretten.

Dermed er den langstrakte saga om overtagelsen af Paramount, hvor også Sony har budt på selskabet, og andre navne har været nævnt som køber, endelig ovre, og aktien faldt med 5,3 pct.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯  indblik❯