USA/lukning: Grøn dag drevet af AI-aftale og Teslas prisstigninger

Udgivet den 19-03-2024  |  kl. 06:32  |  

De høje forventninger til kunstig intelligens, AI, var endnu en gang med til at drive opturen på det amerikanske aktiemarked, hvor en af mandagens bærende kræfter blev Googles moderselskab, Alphabet, der rygtes parat med en AI-aftale med Apple.

Solid fremgang til flere af de store teknologiaktier var med til at understøtte Nasdaq-indekset, som steg 0,8 pct., mens det brede S&P 500-indeks øgede 0,6 pct. Det smallere Dow Jones-indeks gik frem med 0,2 pct.

Tirsdag morgen ser udviklingen lidt mere negativ ud. De amerikanske aktiefutures i de tre ledende amerikanske indeks ligger 0,1-0,2 pct. lavere.

Med regnskabssæsonen bag sig er det den amerikanske centralbank, Federal Reserve, der er i centrum. Banken afslutter sit todages rentemøde onsdag. Og da forventningerne om en rentesænkning er ikke-eksisterende, er det kommentarer om fremtiden, der vil få fokus.

En stærkere end ventet inflation i sidste uge har fået investorerne til at genoverveje, hvornår og hvor meget politikerne vil sænke renterne i år. 49 pct. af markedet satser nu på en rentenedsættelse i juni mod 71 pct. for en uge siden, skriver Reuters på baggrund af data fra CME Fedwatch Tool.

Ikke desto mindre nåede Wall Street, ledet af optimisme omkring kunstig intelligens (AI), rekorder i begyndelsen af marts, før børserne atter faldt tilbage i sidste uge. Og kommer der en høgeagtig hældning fra den amerikanske centralbank, kan det sætte yderligere pres på de højtflyvende AI-aktier.

- Den seneste tilbagegang i teknologiaktier kan følge frygten for, at markedet er løbet for langt og porteføljerne er for koncentrerede, siger Mark Haefele, investeringschef hos UBS Global Wealth, til Reuters.

NVIDIA I TOPFORM

Når det kommer til kunstig intelligens, er der også svært at komme uden om Nvidia, der i denne uge holder en stor AI-begivenhed, hvor næste generation af selskabets computerchip ventes offentliggjort.

Aktien kom flyvende ud af starthullerne mandag med et plus på mere end 5 pct., men aktien tabte hurtigt højde og endte dagen 0,7 pct. højere.

Super Micro Computer, der er har været en af investorernes AI-favoritter med et plus på 252 pct. i år, tabte 6,4 pct. på den første dag som medlem af S&P 500-indekset.

Det bitcoininvesterende softwareselskab Microstrategy dykkede 15,7 pct. efter et mindre fald til prisen på bitcoin. Aktien er stadig steget med 138 pct. i år.

MERE AI FRA ALPHABET TIL APPLE

Alphabet forhandler ifølge kilder med Apple om at integrere sin sprogmodel Gemini, der er baseret på kunstig intelligens, i iPhone. Aftalen får flere positive tilkendegivelser med sig fra analytikerkorpset, der blandt andet hæfter sig ved, at de to selskaber i forvejen har en aftale om standardsøgemaskinen på Apples enheder.

Aftalen om at inkorporere Gemini i Apples iPhone vil være den manglende brik i puslespillet, vurderer analytiker Daniel Ives fra børshuset Wedbush.

Alphabet gik frem med overbevisende 4,6 pct., mens Apple steg 0,6 pct.

Også Tesla havde gang i hjulene med et plus å 6,3 pct., og dermed kom den sønderslåede aktie lidt igen efter et fald på 34 pct. i år.

Aktien blev hjulpet af, at elbilselskabet angiveligt har annonceret prisforhøjelser på sin Model Y. Hvor elbilproducenten ad flere omgange har sænket priserne på sine biler, skulle prisen på Model Y omvendt blive hævet i april.

PEPSICO MED STØRSTE STIGNING SIDEN 2022

Pepsico gik 4,0 pct. frem - den største endagsstigning siden oktober 2022, efter at finanshuset Morgan Stanley har hævet sin anbefaling for aktien i læskedrik- og snackkoncernen til "overvægt" fra "ligevægt".

Analytiker Dara Moshenian peger på, at de problemer, der var anledning til den sænkede anbefaling sidste år, har nu udspillet sig.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯  indblik❯ 

Seneste nyheder

17:54 Europa/lukning: Uønsket konkurrence pressede Delivery Hero i positivt marked
17:49 Porsches indtjening ramt af sløjt salg i Kina og opdaterede modeller
17:06 Fredagens obligationer: Luften gik af renteballonen efter inflationstal
17:05 Fredagens aktier: Mærsk sejlede forrest i lettet C25 efter inflationstal
16:29 Novos ugentlige insulin skal vurderes i USA 24. maj
16:01 USA: Michigan-indekset blev revideret ned i endelig opgørelse for april
15:35 USA/åbning: Positive regnskaber tager igen fokus efter fastholdt inflation
15:26 Tesla igen i myndighedernes søgelys: Undersøger tilbagekaldelse af 2 mio. biler
14:45 Lille aktielettelse efter uændret amerikansk kerneinflation
14:44 Valuta: Svækket yen skaber bekymring - dollar holder stand efter inflationstal
14:33 USA: Privatforbruget steg mere end ventet i marts
14:32 USA: Kerneinflation holdt niveau i marts
14:17 Aktivistinvestor øger aktiepost i ombejlede Anglo-American
13:50 USA/tendens: Stærke regnskaber fra Microsoft og Alphabet løfter humøret
13:47 Amerikanske oliekæmper falder i formarkedet efter skuffende regnskaber
13:03 Shape Robotics sikrer sig ordre på 224 mio. kr.
12:32 Coloplast er overbevist om at sårplejeprodukter lever op til nye tilskudskrav i USA
12:26 Boozt-direktør ser solskin forude efter udfordrende start på året
12:18 Europa/aktier: Thyssenkrupp topper grønt marked efter håndsrækning fra milliardær
12:04 Obligationer/middag: Renten siver fortsat inden vigtige amerikanske inflationstal