USA/lukning: Hård medfart til Citigroup - pandemivindere trak op

Udgivet den 16-09-2020  |  kl. 06:32  |  

En strøm af positive nøgletal fra Kina, Europa og USA holdt humøret oppe igen tirsdag på de amerikanske aktiemarkeder. Storbankerne og især Citigroup led dog og holdt optimismen lidt i skak.

Det brede S&P 500-indeks sluttede på den baggrund i plus med 0,5 pct., mens Dow Jones-indekset lukkede tirsdagen uændret. Bedst gik det for teknologiaktierne på Nasdaq, som blev løftet med 1,2 pct.

- Markedet er positivt. It og kommunikationsservice trækker op. Vi har det her rebound i vinderne fra tidligere i år. Der er også kommet gode data fra Kina, hvor detailsalget var stærkt, og det vidner om, at forbruget er på vej tilbage til niveauet fra før. Der er gode fundamentale historier derude, men vi har også det her tvist med finans, siger Lars Skovgaard Andersen, seniorstrateg i Danske Bank.

Onsdag morgen fortsætter den positive stemning tilsyneladende, da futures for de tre ledende aktieindeks i USA stiger 0,2-0,3 pct.

Tirsdagens sværm af nøgletal startede med positive meldinger fra Kina om fremgang i detailsalget og en bedre end ventet industriproduktion i august. Fra Tyskland var nyheden, at ZEW-indekset, som måler de finansielle aktørers syn på økonomien, overraskende hoppede op i september mod et ventet fald.

Og i USA overraskede erhvervstilliden i New York-regionen i september med et stort hop, ligesom industriproduktionen steg i august.

BANKER UNDER PRES

I S&P 500-indekset var næsten alle sektorerne i plus, men med finans som den markante undtagelse. Teknologitunge kommunikationsservice var i toppen med et plus på 1,7 pct., mens både it og cyklisk forbrug vandt 1,0 pct.

Microsoft bidrog mest til at markedet med et plus på 1,6 pct., mens Amazon også gjorde sit med en stigning på 1,7 pct. I kommunikationsservice vandt Facebook 2,4 pct., ligesom Alphabet, Googles ejer, blev løftet 1,7 pct., og Netflix vandt 4,1 pct.

Apple faldt tilbage fra et plus på 3,0 pct. til en gevinst på 0,2 pct. på dagen, hvor æblekoncernen havde arrangeret en stor onlinepræsentation med lancering af nye Apple Watches og serviceprodukter.

Finans smed omvendt samlet set 1,4 pct., da bankerne var ramte. Her var der flere dårlige nyheder.

Citigroup var mandag på en bankkonference ude at advare om yderligere hensættelser til tab på udlån i tredje kvartal, og samtidig er det kommet frem, at myndighederne vil undersøge bankens risikostyring efter en fejlagtig udbetaling af 900 mio. dollar.

På samme konference oplyste Wells Fargo mandag om faldende nettorenteindtægter, hvilket både JPMorgan Chase og Bank of America også gjorde tirsdag.

JPMorgan bakkede på den baggrund med 3,1 pct., og Citigroup smed hele 6,9 pct. Bank of America tabte desuden 1,8 pct., mens Wells Fargo faktisk steg 0,3 pct.

- Når negativt momentum kommer, så har ingen lyst til at samle op. Det er dog et anerkendt navn, Citigroup, som falder meget. Hvis man ikke har finans i forvejen, så ville jeg købe sektoren på den svaghed, som er nu. Den er billig, men ikke en valuetrap, vurderer Danske Banks seniorstrateg.

INGEN REGNSKABSBELØNNINGER

Oracle steg igen tirsdag med 2,5 pct., efter weekendens nyhed om at softwarekoncernen blev valgt til partner for Tiktok, om end konstellationen, der ikke er et reelt salg af de amerikanske Tiktok-aktiviteter, som præsident Trump har forlangt, endnu ikke har fået det grønne lys.

Endelig vandt Adobe frem med 2,4 pct., inden regnskabet for tredje kvartal, som var sat til offentliggørelse efter lukketid. Fedex, der også kom med sine tal efter lukningen, steg 0,1 pct.

3M havde det svært med et fald på 1,1 pct., selv om koncernen tidligere tirsdag løftede sine salgsforventninger til tredje kvartal til over konsensusniveauet på Wall Street.

En anden opjustering uden belønning kom fra husbyggeren Lennar, som mandag aften løftede sit bud på nye ordrer og leveringer i sit fjerde kvartal, ligesom både top og bund var bedre end ventet i tredje kvartal. Alligevel satte aktien sig med 3,9 pct.

Krydstogtoperatøren Carnival havde heller ikke succes med sine regnskabstal, ligesom koncernen vil rejse yderligere 1 mia. dollar ved aktiesalg. Aktien faldt 10,8 pct.

/ritzau/FINANS

Cecilie Veile

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯  indblik❯ 

Relaterede nyheder