USA/lukning: Løftet af handelshåb - plusser til Apple og chips

Udgivet den 10-10-2019  |  kl. 22:08  |  

De amerikanske aktier forlængede torsdag opturen fra onsdag. Forhåbninger om en handelsaftale mellem USA og Kina, som torsdag og fredag mødes i Washington, løftede stemningen.

Det brede S&P 500-indeks vandt frem med 0,7 pct., mens Nasdaq steg 0,6 pct. Det smallere Dow Jones-indeks gik også op med 0,6 pct.

FORVIRRING OG HÅB

USA's præsident Donald Trump bekræftede tidligere torsdag, at handelsforhandlingerne også vil fortsætte fredag, og han planlægger desuden at mødes med Kinas topforhandler, vicepremierminister Liu He, skrev præsidenten på Twitter.

Den melding trumfede en historie om, at Kinas delegation ville tage hjem allerede torsdag, og som henover natten havde sendt aktiefutures ud i yoyo-bevægelser.

- Tweetet giver markedsdeltagerne en grund til at tro på, at en handelsaftale eller i det mindste en delvis handelsaftale kan blive annonceret så tidligt som i morgen, sagde Robert Pavlik, investeringschef hos Slatestone Wealth LLC, til Reuters.

I den positive vægtskål var også, at USA efter sigende vil tillade visse amerikanske selskabet at handle med den kinesiske tele- og teknologikæmpe Huawei, der ellers er på amerikanernes sorte liste.

FINANS TOPPEDE MED RENTERNE

De positive handelsmeldinger sendte også de globale renter op, og i USA steg den tiårige statsrente med 8 basispoint til 1,66 pct. Af samme grund var finansaktierne som sektor med i toppen af torsdagens S&P 500-indeks med et plus på 1,3 pct. Bankerne nyder godt af stigende renter, da det forbedrer kerneindtjeningen på forskellen i renten på ind- og udlån.

Det blev kun overgået af energiaktierne, som vandt 1,3 pct., da olieprisen steg 2,1 pct. i USA

Råvarer og materialer gik desuden frem med 1,0 pct., mens to andre handelsfølsomme sektorer, industri og it, steg med 0,9 og 0,6 pct. Også kommunikationsservice havde en positiv torsdag med et plus på 0,5 pct.

APPLE OG CHIPS LØFTET

Blandt de store aktienavne toppede Apple med et plus på 1,4 pct. Apple har hidtil undgået handelstold på sine produkter, men til midten af december er der udsigt til 10 pct. tariffer på iPhonen, som samles i Kina - hvis altså der ikke kommer en handelsaftale.

Microsoft vandt desuden 0,6 pct. Blandt chipproducenterne steg Intel med 1,3 pct., mens særligt Skyworks og Qorvo blev løftet af nyheden om Huawei med henholdsvis 5,2 og 4,8 pct. - den største og fjerdestørste stigning i torsdagens S&P 500-indeks.

I gruppen af banker trak JPMorgan Chase op med et plus på 1,4 pct., mens Bank of America vandt 2,0 pct.

I kommunikationsservice steg Netflix med 4,8 pct. Trods sænkede kursmål fra UBS og Goldman Sachs ser storbankerne fortsat fint potentiale i aktien, som har sat en tidligere fremgang på 45 pct. over styr i år.

DELTA SKUFFEDE

Der var også fokus på Delta Air Lines, der faldt med 1,5 pct. I forbindelse med sit regnskab for tredje kvartal skuffede luftfartsselskabet Wall Street med svage forventninger for fjerde kvartal om et overskud per aktie på 1,20-1,50 dollar per aktie mod et estimat på 1,51 dollar, ifølge Bloomberg News.

US Steel steg omvendt med 0,5 pct., da selskabets forventninger til underskuddet i tredje kvartal er 10 cent per aktie bedre end ventet i markedet.

Forsyningsselskabet PG&E løb også med nogle af overskrifterne og et kursfald på 29,1 pct. Selskabet har været under konkursbehandling siden januar, men nu har en domstol åbnet for krav fra ofre for skovbrande i Californien, som selskabet får skylden for. Dermed er der ifølge finanshuset Citigroup grund til at frygte, at aktien bliver værdiløs.

Detailkæden Bed Bath & Beyond hoppede den anden vej - med et plus på 21,6 pct., da koncernen har hyret Mark Tritton fra lavpriskæden Target som ny topchef. Tritton "får en del af skylden" for Targets fremgang de senere år, og derfor styrker det troen på Bed Bath & Beyonds turnaround.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯ 

Seneste nyheder

17:56 Europa/lukning: Vigtigt indeks rammer rekord efter ni grønne dage på stribe
17:38 Stort finanshus ser aktiefesten fortsætte i USA
17:06 Onsdagens obligationer: Afdæmpede inflationstal fra USA sendte renterne ned
17:05 Onsdagens aktier: Ambu tog tigerspring og sendte C25 tæt på rekord
16:03 Britisk modehus falder efter afdæmpet prognose: Ser udfordrende første halvår
15:52 KORR: Godt inflationsnyt fra USA: Holder liv i håbet om rentenedsættelser
15:41 USA/åbning: Rekordjagten skydes ind efter afdæmpet inflationsrapport
15:08 Valuta: Skuffende detailsalg og afdæmpet inflation presser dollar
14:48 USA/tendens: Stigninger i sigte oven på afdæmpet inflationsrapport
14:40 Godt inflationsnyt fra USA: Holder liv i håbet om rentenedsættelser
14:33 Amerikansk detailsalg skuffer
13:59 Lån & Spar med pæn vækst i centrale indtægtsposter men nedskrivninger trækker ned
13:36 Stigende renter rammer Jeudan - fastholder forventningerne
13:30 Novo: Udviklingsdirektør sælger aktier for over 8 mio. kr.
13:19 Novo hamstrer medarbejdere: Intern kantine-app er blandt de mest populære hos Appstore
12:59 Europa/aktier: Stoxx 600 på vej mod ni grønne dage på stribe - Ambu stiger mest
12:34 Rockwools endelige regnskab er på linje med foreløbige tal fra starten af maj
12:25 Obligationer/middag: Pænt rentefald inden amerikanske inflationstal svinger taktstokken
12:21 Amerikansk aktiemani trækker tråde til Danmark: Shortede aktier går til vejrs
12:00 FLSmidth-aktien vendt rundt på opløftende meldinger om Mining-divisionen