USA/lukning: Megaplus til Facebook-ejer trak marked i rekord trods lavere rentehåb

Udgivet den 05-02-2024  |  kl. 06:24  |  

En kæmpe stigning til Meta Platforms og stor fremgang til Amazon var fredag med til at sikre de amerikanske aktier endnu et solidt plus og en rekord.

Mandag morgen ser det noget anderledes ud. Futures indikerer kursfald på 0,2-0,3 pct., når markedet åbner efter weekenden i New York senere på dagen.

Fredagens stigninger kom på trods af en brølstærk arbejdsmarkedsrapport for januar før markedets åbning, der fik udryddet de sidste håb om, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, vil begynde at sænke sin ledende rente allerede til marts.

Jobtallene sendte renterne kraftigt op, men de kunne ikke pille begejstringen ud af aktiemarkedet, der var særligt hjulpet af store plusser til flere store teknologinavne.

Apple faldt omvendt efter sit sene torsdagsregnskab, der godt nok isoleret set var stærkere end ventet, men hvor dystre meldinger om det kinesiske marked trak ned.

S&P 500-indekset sluttede ugens sidste handelsdag med et plus på 1,1 pct. til rekorden 4958,60, Nasdaq-indekset steg med 1,7 pct., og Dow Jones-indekset gik 0,4 pct. frem og nåede endnu en rekord.

LANGT STØRRE JOBSKABELSE END VENTET I BÅDE JANUAR OG DECEMBER

Det var ellers stærke sager, som investorerne blev præsenteret for med den officielle arbejdsmarkedsrapport før markedets åbning.

Den viste blandt andet, at beskæftigelsen uden for landbruget voksede massivt med 353.000 personer i januar.

Der var blandt økonomerne ventet en noget mindre jobskabelse på 185.000 personer ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News. Tallet for december blev samtidig revideret til 333.000 fra tidligere meddelt 216.000.

- Den stærke jobrapport indikerer, at efterspørgslen på arbejdsmarkedet er højere end ventet, siger Richard Flynn, der er direktør hos Charles Schwabs britiske afdeling, til nyhedsbureauet Reuters.

- Mens lavere renter helt sikkert vil blive budt velkommen, begynder det at stå tiltagende klart, at markederne og økonomien klarer sig godt med de høje renter, så investorerne føler måske, at behovet for en lempet pengepolitik er mindre presserende, fortsætter han.

META PLATFORMS STEG EFTER PLETFRIT REGNSKAB OG FØRSTE UDBYTTE

Blandt enkeltaktierne var der særlig opmærksomhed til Meta Platforms, der står bag blandt andet Facebook, Instagram og Whatsapp.

Det sene torsdagsregnskab fra selskabet viste nemlig både bedre end ventede resultater for fjerde kvartal og en stærk prognose for første kvartal, og samtidig meldte Meta om sit første udbytte nogensinde.

Meta Platforms omsatte i fjerde kvartal for 40,1 mia. dollar, mens analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News havde regnet med 39,0 mia. dollar.

Indtjeningen per aktie blev samtidig 5,33 dollar mod ventet 4,91 dollar blandt analytikerne.

For første kvartal sigter Meta Platforms efter en omsætning på 34,5-37,0 mia. dollar, og her er selv bunden klart over konsensus i markedet på 33,6 mia. dollar.

Samtidig vil selskabet belønne aktionærerne med et udbytte på 50 cent per aktie for resultaterne i fjerde kvartal.

Aktien steg med massive 20,3 pct. til 474,99 dollar.

AMAZON BELØNNET FOR STÆRKT SALG OG GODKENDT PROGNOSE

E-handelskæmpen Amazon steg samtidig med 7,9 pct. til 171,81 dollar efter regnskabet for det vigtige fjerde kvartal, der indeholder julesalget.

Amazon omsatte i kvartalet for 170,0 mia. dollar, mens analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News havde regnet med 166,2 mia. dollar.

Indtjeningen per aktie blev 1,00 dollar mod konsensus om 0,78 dollar blandt analytikerne.

For første kvartal venter Amazon en omsætning på 138,0-143,5 mia. dollar, mens konsensus her var 142,0 mia. dollar inden regnskabet. Midtpunktet af Amazons prognose er 140,8 mia. dollar.

Til gengæld sigter selskabet også efter et driftsoverskud på 8,0-12,0 mia. dollar i januar, februar og marts, og det er noget over analytikernes bud på 9,1 mia. dollar.

APPLE FIK LUNKEN MODTAGELSE FOR KINESISK SKUFFELSE

Apple viste i sit første kvartal, der modsvarer kalenderårets fjerde kvartal, stærke resultater, da toplinjen igen var i fremgang og slog konsensus.

Det samme gjorde indtjeningen per aktie, men til gengæld kunne Apple også afsløre et fald på 13 pct. i omsætningen på det kinesiske marked, der landede klart lavere end ventet blandt analytikerne.

I Kina omsatte Apple i første kvartal for 20,8 mia. dollar mod ventet 23,5 mia. dollar blandt analytikerne.

Aktien faldt med 0,5 pct. til 185,85 dollar.

Blandt de helt store navne var der til gengæld også et plus på 5,0 pct. til 661,60 dollar for chipproducenten Nvidia.

Baggrunden var et løftet kursmål hos Bank of America, der har skruet op til 800 dollar fra 700 dollar på grund af den store eksponering mod det heftigt voksende område for kunstig intelligens.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯  indblik❯ 

Seneste nyheder

06:34 ECB's Villeroy ser endnu en rentesænkning i oktober
06:34 Goldman Sachs løfter bud for amerikanske aktiestigninger
06:34 Amerikansk storbank ser nu lille rentesænkning i november
06:34 Japan fik overraskende stort overskud på betalingsbalancen i august
06:34 Kina fremrykker dele af 2025 budget til i år for at støtte økonomien
06:32 Asien: Ekstreme kursudsving i Shanghai og Hongkong efter festuge med bulder og brag
06:32 Valuta: Yen styrkes moderat i ellers afventende marked
06:32 USA/T-bond: Tiårig rente igen over 4,00 pct. - toårige lige under
06:32 USA/lukning: Løftede renteudsigter pressede megacap trods nyt Nvidia-plus
06:30 Kalender med link - tirsdag den 8. oktober
18:01 Europa/lukning: Novo og Ørsted bidrog til positiv udvikling
17:17 Arcadium Lithium er flyvende efter bekræftet interesse fra Rio Tinto
17:06 Mandagens aktier: Ørsted og Parken accelererede i positvt marked efter opkøbsinteresse
17:01 Mandagens obligationer: Fortsat opdrift efter fredagens solide jobrapport
16:55 Equniors køb af 10 pct. af Ørsted er en del af debat om "køb versus byg" siger RBC
16:06 ECB's Kazaks ser rentenedsættelser af samme størrelse
15:59 Amerikansk industrigasselskab er flyvende efter aktivistinvestors køb og anbefalingsløft
15:48 USA/åbning: I minus mens håbet om dobbelnedsættelse af renten svinder ind efter jobrapport
15:08 Chevron sælger canadiske olie- og gasaktiver for 44 mia. kr.
15:04 Danske Bank om amerikansk regnskabssæson: Skuffelser vil blive straffet hårdt