USA/lukning: Nvidia holdt Nasdaq på rekordsporet - Nike til bunds i lyserødt S&P 500

Udgivet den 25-03-2024  |  kl. 06:32  |  

Teknologiaktierne i USA holdt efter stærke takter fra blandt andet chipkæmpen Nvidia fast i sin rekordrække med endnu et nyt højdepunkt for Nasdaq-indekset fredag.

Men i det brede marked blev nogle af stikkene fra de seneste dage trukket hjem oven på en hel række rekorder.

Samme tendens ses mandag morgen, hvor futures indikerer kursfald på 0,1-0,2 pct., når markedet åbner i New York senere på dagen.

På den negative side af skalaen fredag blev sportstøjsproducenterne Nike og Lululemon smidt over bord efter svage regnskaber, mens det så omvendt positivt ud for Fedex, som blev belønnet for sin rapportering.

Onsdag bekræftede den amerikanske centralbank, Federal Reserve, at også den - i lighed med markedet - venter tre rentenedsættelser i år, og det sendte efterfølgende alle tre ledende indeks i USA i rekord.

Men fredag opstod der igen en vis nervøsitet om opturens holdbarhed.

- Den udbredte entusiasme omkring aktier underbygger vores tro på, at der kommer en korrektion, fordi ingen taler om en korrektion, siger Brian Belski, der er chefstrateg hos BMO Capital Markets, ifølge Bloomberg News.

Det teknologitunge Nasdaq-indeks holdt sig dog netop på rekordsporet med en stigning på 0,2 pct.

Det skyldtes blandt andet fortsat fremgang til den fremadstormende chipkæmpe Nvidia, der steg 3,1 pct. til 942,89 dollar, og et plus til Apple på 0,5 pct. til 172,28 dollar.

For Nvidias vedkommende trak det op, at schweiziske UBS har løftet sit kursmål til 1100 dollar fra 800 dollar og gentaget sin købsanbefaling.

Bankens analytikere ser stort potentiale på området for kunstig intelligens.

S&P 500-indekset faldt med 0,1 pct. efter sin rekord torsdag, og Dow Jones-indekset blev sendt 0,8 pct. tilbage fra torsdagens rekordniveau.

NIKE STRAFFET FOR ILDEVARSLENDE PROGNOSE

Blandt enkeltaktierne var der også fokus til Nike, som sent torsdag afleverede regnskab for tredje kvartal, der bød på overraskende fremgang i toplinjen.

Men til gengæld pegede ledelsen ved en efterfølgende telekonference på en risiko for fald i salget i første halvår af næste regnskabsår som følge af justeringer i produktudbuddet.

Det var noget dårligere end ventet blandt analytikerne, som ifølge Bloomberg News havde indregnet en midt encifret fremgang i salget i perioden.

Dermed betød det også mindre, at Nike er løbet med lidt af en sejr i Tyskland, hvor selskabet er blevet valgt til en aftale med det tyske fodboldforbund, DFB, foran den blandt andet den tyske rival Adidas.

Aktien faldt med 7,0 pct. til 93,76 dollar.

TESLA RAMT AF KINESISK OPBREMSNING

Elbilproducenten Tesla har dæmpet sin produktion af både Model Y og Model 3 i Kina. Produktionssænkningen følger en opbremsning i salgsvæksten og samtidig en fortsat intensiverende konkurrence på elbilområdet.

Det fortæller kilder til Bloomberg News.

Tesla har tidligere i marts instrueret sine ansatte på fabrikken i Shanghai om at sænke produktionen på både Model Y og Model 3 ved at nedbringe arbejdstiden til fem dage om ugen fra seks en halv, fortæller kilderne.

Tesla-aktien bakkede med 1,2 pct. til 170,83 dollar og er nu faldet med samlet 31,3 pct. i 2024.

FEDEX BELØNNET FOR PROGNOSEPRÆCISERING OG STORT AKTIETILBAGEKØB

Pakkeselskabet Fedex var til gengæld i hopla, efter at det sent torsdag præciserede forventningerne oven på et tredje kvartal, der bød på større besparelser end ventet.

Samtidig overraskede Fedex positivt med annonceringen af et aktietilbagekøb på 5 mia. dollar.

Aktien blev fredag sendt op med 7,4 pct. til 284,31 dollar.

I den modsatte grøft var canadiske Lululemon, der er bedst kendt for sit yogatøj.

Både fjerde kvartal 2023/24 og prognosen for indeværende regnskabsår var svagere end ventet i markedet.

Koncernen regner med et salg i 2024/25 på 10,7-10,8 mia. dollar, men det matcher ikke forventningerne i markedet, der ifølge Bloomberg News var på 11,0 mia. dollar før regnskabet.

Buddet om en indtjening per aktie på 14,0-14,2 dollar ramte heller ikke højt nok i forhold til konsensus om en indtjening på 14,2 dollar.

Lululemon faldt med 15,8 pct. til 403,19 dollar.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯  indblik❯ 

Seneste nyheder

17:54 Europa/lukning: Uønsket konkurrence pressede Delivery Hero i positivt marked
17:49 Porsches indtjening ramt af sløjt salg i Kina og opdaterede modeller
17:06 Fredagens obligationer: Luften gik af renteballonen efter inflationstal
17:05 Fredagens aktier: Mærsk sejlede forrest i lettet C25 efter inflationstal
16:29 Novos ugentlige insulin skal vurderes i USA 24. maj
16:01 USA: Michigan-indekset blev revideret ned i endelig opgørelse for april
15:35 USA/åbning: Positive regnskaber tager igen fokus efter fastholdt inflation
15:26 Tesla igen i myndighedernes søgelys: Undersøger tilbagekaldelse af 2 mio. biler
14:45 Lille aktielettelse efter uændret amerikansk kerneinflation
14:44 Valuta: Svækket yen skaber bekymring - dollar holder stand efter inflationstal
14:33 USA: Privatforbruget steg mere end ventet i marts
14:32 USA: Kerneinflation holdt niveau i marts
14:17 Aktivistinvestor øger aktiepost i ombejlede Anglo-American
13:50 USA/tendens: Stærke regnskaber fra Microsoft og Alphabet løfter humøret
13:47 Amerikanske oliekæmper falder i formarkedet efter skuffende regnskaber
13:03 Shape Robotics sikrer sig ordre på 224 mio. kr.
12:32 Coloplast er overbevist om at sårplejeprodukter lever op til nye tilskudskrav i USA
12:26 Boozt-direktør ser solskin forude efter udfordrende start på året
12:18 Europa/aktier: Thyssenkrupp topper grønt marked efter håndsrækning fra milliardær
12:04 Obligationer/middag: Renten siver fortsat inden vigtige amerikanske inflationstal