USA/lukning: Rekordridtet fortsatte - undtagen for S&P 500

Udgivet den 05-11-2019  |  kl. 22:09  |  

Efter tre rekorder i sidste uge og en igen mandag til S&P 500, drevet af handelsoptimisme, tog indekset sig tirsdag en lille puster og oplevede mindre tilbagegang, mens Nasdaq og Dow Jones imidlertid hele tirsdagen igennem lå til rekorder.

Dow Jones vandt frem med 0,1 pct., mens Nasdaq steg marginalt. S&P 500 var både oppe og nede, men endte derimod tirsdagen med et minus på 0,1 pct.

Det var sundhedssektoren og forsyningsaktierne, der holdt markederne tilbage denne tirsdag med minusser på 0,9 og 1,0 pct., mens omvendt finansaktierne og energi trak op med plusser på 0,5 og 0,4 pct.

- Historien tirsdag er jo renten, der stiger, og den tiårige ligger nu omkring 1,85 pct., som er et niveau mange holder øje med. Der er momentum i renten, som gerne vil højere. For aktierne er det også de rentefølsomme selskaber, der reagerer, forklarede Lars Skovgaard Andersen, seniorstrateg i Danske Bank.

Den tiårige rente steg 8 basispoint og signalerede dermed mere risk-on hos investorerne.

VIL HAVE TARIFFER FJERNET

På handelsfronten var seneste nyt, at Kina og USA taler om at fjerne nogle af de allerede indførte tariffer. Markedet vejer hver nyhed på en guldvægt for at fastslå, om spændingerne mellem USA og Kina tager til eller reduceres.

- Handelsnyhederne er positive. Kina vil godt lige have lidt mere, men det er ikke negativt, sagde Lars Skovgaard Andersen.

Nyt fra den amerikanske økonomi var tirsdag også positivt, da de amerikanske indkøbschefers indeks over aktiviteten i servicesektoren i oktober steg til 54,7 fra 52,6 måneden før, og dermed lagde en dæmper på frygten for en opbremsning i væksten.

Mens Apple det meste af dagen lå til rekord, men sluttede med et minus på 0,1 pct., var det de to kreditkortkæmper Visa og Mastercard, som tyngede mest i S&P 500 med fald på 1,4 og 2,7 pct., fordi investorerne var bekymrede for erhvervslivets forbrug.

Omvendt løftedes finansaktierne af endnu en dag med stigende renter, hvilket gavnede bankernes indtjening på rentemarginalen. Bank of America vandt frem med 1,3 pct., mens JPMorgan Chase steg 0,2 pct. Berkshire Hathaway med store ejerandele i banksektoren gik op med 1,3 pct.

ADOBE OVERRASKEDE POSITIVT

Softwareselskabet Adobe hørte også til blandt vinderne med et plus på 4,3 pct., da koncernen mandag aften offentliggjorde sin prognose for 2020, som var lidt bedre end konsensus på både omsætningen og indtjeningen.

Walgreens Boots Alliance, en af USA's største apotekerkæder, steg også med 2,6 pct., da Bloomberg News tirsdag kunne afsløre, at topchef Stefano Pessina, som ejer 16 pct. af selskabet, leder efter partnere blandt kapitalfonde for at kunne købe Walgreens af børsen i New York. Det ville i givet fald blive historiens største kapitalfondkøb til mere end 57 mia. dollar.

Xerox gik desuden op med 4,9 pct., da koncernen har valgt at sælge sin ejerandel i joint venturet Fuji Xerox til sin japanske partner Fujifilm for 2,3 mia. dollar. Xerox og Fuji har samarbejdet siden 1962, og så sent som sidste år skrottede de to planer om en fuld sammenlægning.

UBER FIK HØVL

Uber, verdens største samkørselstjeneste, fik omvendt med høvlen og mistede 9,9 pct. Koncernen opjusterede ellers mandag aften og ser nu et mindre underskud i 2019 end tidligere, men markedet bed mærke i, at værdien af de samlede bestillinger, taxature og mad, ikke kom i mål. Samlet havde Uber afregninger i tredje kvartal på 16,47 mia. dollar mod ventede 16,70 mia. dollar.

- Det er vigtigt at vokse, men der skal være en klar og udtalt vej til overskud. Jeg tror, mere markedsdisciplin begynder at komme i spil, sagde David Solomon, topchef i investeringsbanken Goldman Sachs, til Bloomberg News.

Samtidig udløber lock-up perioden efter Ubers børsnotering tidligere i år om kort tid, og markedet frygter en oversvømmelse af aktier til salg.

En anden aktie med ørerne i maskinen var burgerkæden Shake Shack, som skuffede med sine tal for tredje kvartal og med en nedjustering. Aktien faldt med 20,6 pct.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯ 

Seneste nyheder

17:44 Europa/aktier: Rockwool endte i toppen af let stigende Stoxx 600
17:05 Trump Medias revisor anklages for omfattende svindel af de amerikanske børsmyndigheder
17:04 Fredagens aktier: Positiv ugeafslutning efter jobtal, regnskaber og Rockwool-opjustering
17:02 Fredagens obligationer: Rentefald tiltog i styrke efter jobtal fra USA
16:15 Rockwool i stærk start på 2024: Estimaterne skal op, mener Jyske
15:32 USA/åbning: Jobtal giver ekstra vitaminboost til amerikanske aktier fra børsstarten fredag
14:57 Økonomer om amerikanske jobtal: Opbremsning er et skridt i den rigtige retning
14:54 Valuta: Dollar svækkes efter opbremsning i jobskabelsen i USA
14:37 C25 går lodret op og renter ned efter svage jobtal fra USA
14:35 Amerikansk rapport viser lavere jobskabelse og lønstigninger end ventet
14:00 USA/aktier: Apple står til stor gevinst fra start - jobtal er dagens joker
13:49 Rockwool opjusterer forventningerne til 2024 efter stærkt kvartal
13:17 Pandoras bestyrelsesformand sælger aktier for knap 5,7 mio. kr.
13:04 Ørsteds bestyrelsesformand købre aktier for knap en halv mio. kr.
13:01 Novo Nordisk og Mærsk stopper samarbejde med Copenhagen Pride
12:48 Europa/aktier: Danske selskaber i top og bund i stigende Stoxx 600
12:22 Obligationer/middag: Renterne er trukket lidt ned før jobtal fra USA
11:49 Danske Banks aktie presses ekstra af skuffelse over kommentarer om aktietilbagekøb
11:48 Aktier/middag: Danske Bank og Novo trækker C25 i rødt
10:49 ALK's topchef om optimeringsplan: Skal sikre råderum til investeringer og bedre bundlinje