USA/lukning: Slutspurt sikrede mikroplusser - udsigt til stigning - NY

Udgivet den 23-05-2022  |  kl. 06:32  |  

Efter en start i grønt vendte udviklingen på det amerikanske aktiemarked, og farven blev højrød.

Men med 45 minutter igen af fredagens handel vendte udviklingen igen, og to af de tre ledende indeks endte lige med næsen i positivt territorium.

Mandag morgen er der til gengæld ingen tvivl hos investorerne. Futures for de store amerikanske aktieindeks indikerer stigninger på 0,7-1,2 pct., når markedet åbner efter weekenden senere på dagen i New York.

Frygt for recession i verdens største økonomi på bagkant af inflation og rentehop lurede fredag fortsat og giver stor nervøsitet og dermed store udsving i aktiehandlen.

Det brede S&P 500-indeks var nede at snuse til "bear"-marked, men indekset endte fredag 0,03 pct. højere i 3901,36, Dow Jones-indekset sluttede 0,02 pct. højere i 31.261,90. Det teknologitunge Nasdaq sluttede med et fald på 0,3 pct. til 11.354,62.

- Der er atter udsalg i aktierne, der fortsat bliver ramt af bekymring for, om den høje og stigende inflation vil få væksten til at aftage, siger grundlæggeren af Vital Knowledge Media, Adam Crisafulli, til Bloomberg News og tilføjer:

- Der bliver kun fokuseret på det negative nu.

Regnskabssæsonen i USA er så småt ved vejs ende, men fredag påkaldte et par regnskaber sig dog opmærksomhed.

KURSSMÆK TIL ENDNU EN DETAILKÆDE

Foot Locker og Deere leverede tal, og i kølvandet af ugens gedigne skuffelser fra detailkæderne Walmart og Target var der skidt nyt fra endnu en detailkæde - discountkæden Ross Stores.

Ross Stores faldt 22,4 pct. til 71,94 dollar, efter at selskabet torsdag efter børslukning leverede tal for andet kvartal 2021/22.

Både omsætning og resultat per aktie var under analytikernes forventninger. Det skuffende kvartal fik Ross til at sænke sine forventninger til regnskabsåret 2022/23.

Detailkæden ser nu en indtjening per aktie på 4,34-4,58 dollar, mens analytikerne havde ventet et overskud per aktie på 4,71-5,12 dollar for hele året. Samtidig ventes det sammenlignelige salg at falde 2-4 pct. fra den tidligere forventning om en vækst på 0-3 pct.

Dermed følger Ross tendensen hos de større detailkollegaer som Target og Walmart.

Fredag sluttede Walmart uændret efter et dyk på knap 20 pct. siden regnskabet, og Target steg 1 pct. efter et fald onsdag på 25 pct. efter sit regnskab.

DEERE NED TRODS OPJUSTERING

Landbrugsmaskinegiganten Deere leverede før åbning et bedre end ventet regnskab for andet kvartal af det forskudte regnskabsår 2021/22. Regnskabet var også pyntet med en opjustering.

Bloomberg News fremhæver dog, at regnskabet var skuffende læsning for investorerne, da der blev meldt om, at efterspørgslen på landbrugsudstyr svækkes af de stigende priser.

Aktien faldt 14,1 pct. til 313,39 dollar.

FOOT LOCKER SER ØGET SALG I 2022

Der var også en opjustering fra Foot Locker, der blandt andet sælger sneakers fra flere af de store skoproducenter som Adidas, Puma og Nike.

I fremtiden bliver det dog i mindre grad sko fra Nike, der langes over disken. Nike har meddelt, at selskabet i højere grad vil satse på egne salgskanaler. Tidligere har Nike ellers stået for langt over halvdelen af salget i Foot Locker.

Foot Locker-aktien steg 4,8 pct. til 31,76 dollar.

TESLA FALDT PÅ FRYGT

Aktien i elbilproducenten Tesla faldt 6,4 pct. til 663,90 dollar.

Det skete, på trods af at selskabets topchef, Elon Musk, oplyste, at han venter at producere fuldt selvkørende biler "omkring et år fra nu."

Aktien er i ugens løb faldet mere end 14 pct.

- Tesla-aktien er hovedsageligt nede på to ting - makroøkonomiske bekymringer som inflation og recession og Kina, siger Gary Black, der er ledende partner hos ETF Future Fund, i et interview ifølge Bloomberg News.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯  indblik❯