USA/lukning: Stærk jobrapport skabte begejstring på aktiemarkedet

Udgivet den 06-12-2019  |  kl. 22:06  |  

En overraskende stærk jobrapport sendte de amerikanske aktier på vinderkurs fredag, hvor investorerne også kunne fejre positive meldinger på handelsfronten.

Fredag steg S&P 500-indekset 0,9 pct., Dow Jones-indekset endte 1,2 pct. højere, og Nasdaq-indekset lukkede med en gevinst på 1 pct.

Det var især en bomstærk jobrapport, der skabte begejstring. Økonomer havde ifølge Bloomberg ventet, at beskæftigelsen i USA voksede med 180.000 uden for
landbruget i november, men statistikken var langt mere opløftende med en stigning på 266.000.

Samtidig faldt arbejdsløsheden til 3,5 pct. fra 3,6 pct. i oktober.

- Der er stadig nogle skeptikere derude, og når vi får sådanne data, så er der nogle, der igen bliver sluset ind i markedet, siger Lars Skovgaard Andersen, der er senioraktierådgiver hos Danske Bank.

POSITIVE HANDELSMELDINGER OG STIGENDE OLIEPRIS

Ud over jobtallene kunne investorerne glæde sig over, at de seneste meldinger på handelsområdet også sørgede for en positiv undertone.

Kina bekræftede, at det har taget en varslet toldforhøjelse på amerikanske landbrugsprodukter af bordet, og USA's præsident, Donald Trump, har de seneste dage givet udtryk for, at det går fremad i handelsforhandlingerne.

Den amerikanske energisektor nød fredag også godt af stigende oliepriser, efter at Organisationen af Olieeksporterende Lande, Opec, og dens allierede fredag nåede til enighed om at skære produktionen af olie med yderligere 500.000 tønder om dagen.

- Energisektoren har været ladt lidt tilbage på perronen og har ikke kørt med på det løft, der har været hen over efteråret. USA har det bare rigtig godt, når også energisektoren, der fylder meget, løftes, siger Lars Skovgaard Andersen.

STORE REAKTIONER PÅ REGNSKABER

Fra regnskabsfronten var der nyt fra online-marketingvirksomheden Yext, der faldt 14,2 pct.

Regnskabet viste øgede udgifter til personale og et underskud på 42,7 mio. dollar i tredje kvartal. Det er 86 pct. værre end i samme periode sidste år.

Langt bedre slap skokæden Genesco fra sin regnskabsaflæggelse, der sendte aktien op med 32,2 pct.

Genesco kom ud af tredje kvartal med et overskud per aktie på 1,33 dollar, mens analytikere blot havde sat næsen op efter et resultat på 1,08 dollar.

Ledelsen opjusterede desuden forventningerne til årets resultat til 4,10-4,40 dollar per aktie fra 3,80-4,20 dollar.

Kosmetikkæden Ulta Beauty sluttede med et kurshop på 11,1 pct., efter at selskabet torsdag efter børslukketid offentliggjorde et regnskab for årets tredje kvartal.

Selskabet endte kvartalet med en indtjening per aktie på 2,25 dollar. Det overgik indtjeningen på 2,13 dollar per aktie, som analytikerne havde regnet med, viser estimater indsamlet af Refinitiv ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Samtidig voksede det sammenlignelige salg - salget i de butikker, der også var åbne i samme periode sidste år - med 3,2 pct. i tredje kvartal, hvilket stort set var på linje med forventningerne.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters nyder Ulta Beauty godt af en øget efterspørgsel efter skønhedsprodukter, som kendisser står bag - eksempelvis kosmetikserien fra Kylie Jenner, som blev verdensberømt i realityprogrammet "Keeping Up with The Kardashians".

Det amerikanske konglomerat 3M havde også en god dag på børsen, hvor rygter om et potentielt frasalg af en division sendte aktien op med 4,3 pct.

Anonyme kilder oplyste til Bloomberg News, at selskabet har planer om at frasælge en division, der blandt andet producerer astmainhalatorer.

Elbilproducenten Tesla var også fremme med godt nyt fra Kina. Selskabets Model 3 har fået bevilget statstilskud i Kina, hvor bilen også produceres, rapporterer Reuters. Aktien steg 1,7 pct.

/ritzau/FINANS

Cecilie Veile

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯ 

Relaterede nyheder