USA/lukning: Tredje minus i streg - Tesla og Apple trak ned - Eli Lilly til tops

Udgivet den 04-01-2024  |  kl. 06:32  |  

Investorerne fortsatte onsdag med de negative nytårstakter og handlede de amerikanske aktier i minus - igen med pres på teknologiaktierne, hvor Tesla trak mest ned.

Dermed blev det til den tredje handelsdag i træk med kursfald i USA. Men ud fra futures for Wall Street torsdag morgen, ser det ud til, at den negative trend kan slutte, når handlen går i gang. De ledende indeks indikerer marginale plusser i omegnen af 0,1 pct.

Onsdag steg olieprisen imidlertid efter ny bekymring omkring situationen i Mellemøsten, hvor en bombe sprang i Iran og dræbte mere end 100 mennesker, og den højere oliepris løftede energiaktierne til tops.

Det brede S&P 500-indeks faldt med 0,8 pct., mens Dow Jones også mistede 0,8 pct., og Nasdaq dykkede mest med 1,2 pct.

Ud på eftermiddagen onsdag blev referatet af centralbankens, Federal Reserves, seneste rentemøde i december offentliggjort, og det bekræftede markedet i, at renten har nået sin top i 5,25-5,50 pct., og at 2024 vil byde på rentenedsættelser, men renten skal være "restriktiv i nogen tid".

- Overordnet var det en høgeagtig opdatering fra Federal Reserve, siger Ian Lyngen, rentestrateg i BMO Capital Markets, til Bloomberg News.

- Men tilsyneladende er tonen faldet for døve øren.

Markedet indregner næsten seks rentenedsættelser i 2024.

TESLA PRESSET TILBAGE

I S&P 500 var det energiaktierne, der klarede sig bedst med et plus på 1,5 pct., da olieprisen onsdag gik op med 3,8 pct. Der var samtidig plus i kommunikationsservice på 0,1 pct., mens næsten alle andre sektorer derimod var i minus.

Svagere end ventet jobtal pegede onsdag også på en blødere økonomisk aktivitet, og derfor faldt cykliske sektorer som finans, industri samt råvarer og materialer med 0,8-1,5 pct. Inden for vækst var der samtidig minus til it på 1,0 pct., mens cyklisk forbrug mistede 1,9 pct.

Apple var igen med til at tynge i hovedindekset med et minus på 0,8 pct., og aktien er nu i sit laveste siden midt-november. Onsdagens nyhed var, at iPhone i 2023 stadig var den mest sælgende blandt dyre smartphones i verden, men markedsandelen faldt ifølge data fra Counterpoint Research fra 75 til 71 pct.

Der var onsdag også hug til Tesla, som tabte 4,0 pct. efter fornyet fokus på, at den amerikanske producent af elbiler nu halter efter den kinesiske konkurrent BYD målt på volumensalget. Tesla leverede mandag ellers bedre salg og produktionstal for fjerde kvartal og nåede dermed sine egne produktionsmål for 2023 på 1,8 mio. køretøjer.

Inden for it var der onsdag også pres på flere andre navne, herunder sidste års store vindere inden for chipsektoren, hvor Nvidia mistede 1,2 pct., Broadcom bakkede 2,5 pct., og Advanced Micro Devices, AMD, tabte 2,4 pct.

Iblandt sundhedsaktierne skilte flere navne sig omvendt ud med stigninger. Her trak Novo Nordisks store konkurrent inden for både diabetes- og fedmebehandling, Eli Lilly, op med et plus på 4,3 hvilket sendte aktien til tops i hovedindekset, mens Merck også vandt 1,4 pct.

Derimod mistede Bristol-Myers Squibb 0,9 pct., da Bank of America sænkede sin anbefaling af aktien til "neutral" fra en købsanbefaling på grund udsigt til vækstudfordringer.

I den negative ende af S&P 500 tabte Enphase Energy 6,6 pct. til 122,63 dollar, selv om finanshuset Mizuho hævede sit kursmål for aktien til 150 fra 131 dollar.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯  indblik❯ 

Seneste nyheder