USA/lukning: Varm inflationsrapport tyngede aktier - Microsoft, Amazon trak ned
De amerikanske aktier faldt tungt tirsdag, da forbrugerpriserne i USA steg mere end ventet i januar.
Og faldene synes at blive forlænget marginalt onsdag. Futures indikerer fald i Dow Jones, S&P 500 og Nasdaq på under 0,1 pct. i New York senere på dagen.
De skuffende forbrugerpriser skød nemlig en hvid pil efter håbet om rentenedsættelser allerede til marts eller maj.
Det sendte markedsrenterne i vejret, og det lagde pres på aktierne, hvor det i sagens natur var de mere vækstprægede sektorer med de store teknologinavne, som trak mest ned.
Det brede marked, målt på S&P 500, tabte på den baggrund 1,4 pct. Dow Jones dykkede ligeledes 1,4 pct., mens Nasdaq smed mest med et minus på 1,8 pct.
MERE KOLDT VAND
Forbrugerprisernes vækst i USA aftog i januar mindre end ventet til 3,1 pct. fra 3,4 pct. i december, da økonomerne ifølge Bloomberg News havde ventet et større dyk i inflationen til 2,9 pct.
For kerneforbrugerpriserne, der fraregner fødevarer og energis, vedkommende var prisstigningstakten uændret på 3,9 pct. på årsbasis. Her var der ventet et fald til 3,7 pct.
Dataene sendte både de lange og de korte renter op, og markedet regner nu med, at centralbanken i USA, Federal Reserve og formand Jerome Powell, først vil sænke sin rente til juni. Det er ikke mange uger siden, at investorerne indregnede med mere end 70 pct. sandsynlighed, at det ville ske allerede til marts.
- Hvis Powell og de andre centralbankchefer for et par uger siden ikke allerede havde kastet koldt vand på udsigterne for en rentesænkning til marts, så ville tirsdagens rapport nok have gjort det, kommenterer Jason Pride, investeringschef hos Glenmede, over for Bloomberg News.
- Bevis for stadig genstridig serviceinflation vil formentlig give Federal Reserve grund til tilbageholdenhed i forhold til at sænke renten for hurtigt, tilføjer han.
ALLE SEKTORER I RØDT
I S&P 500 var alle sektorer i rødt tirsdag. Det var især svært for vækstsektorerne med tungere vægt i teknologi. Her tabte cyklisk forbrug 2,0 pct., mens it-aktierne smed 1,6 pct. Negativt rentefølsomme sektorer som fast ejendom og forsyning smed sideløbende henholdsvis 1,8 og 1,7 pct. Bedst gik det for mere defensive sundhed, der dog stadig faldt tilbage med 0,9 pct.
Det var Microsoft, som trak mest ned i markedet, med et fald på 2,2 pct., men it-kollegaen Apple bidrog også med et minus på 1,1 pct., mens chipkæmpen Nvidia med en tilbagegang på 0,2 pct. tog en pause fra sit lange rekordridt trods.
I cyklisk forbug tabte Amazon 2,2 pct., mens Tesla smed det samme, og i kommunikationsservice mistede Alphabet og Meta Platforms henholdsvis 1,6 og 1,9 pct.
Tirsdagen bød atter på regnskaber fra flere af medlemmer af hovedindekset. Coca-Cola var et af navnene, og læskedrikgigantens aktie faldt 0,6 pct. efter et ellers positivt fjerde kvartal og en ventet organisk vækst her i 2024 på 6-7 pct., hvilket er bedre end ifølge Bloomberg News ventede 5,9 pct.
Der var også tal fra Ecolabs, der leverer hygiejne-løsninger til hoteller, restauranter og hospitaler. Her blev aktien belønnet med et plus på 9,0 pct., hvilket sendte den til tops i S&P 500, da prognosen for 2024 peger i retning af en indtjeningsvækst på 17-25 pct., mens selskabets langsigtede mål er noget mindre i 12-15 pct.
I den anden ende faldt kreditvurderingsbureauet Moody's med 7,9 pct. Her pressede øgede omkostninger både indtjeningen i fjerde kvartal og prognosen for det nye år.
.\\˙ MarketWire
Tags: Market Close❯ Shares❯ USA❯ indblik❯