USA/lukning: Vendte rundt til minus - Nvidia trak ned, Tesla steg

Udgivet den 27-03-2024  |  kl. 06:32  |  

Efter små fald fredag og mandag var der det meste af tirsdag mindre stigninger på menuen på det amerikanske aktiemarked.

Til allersidst vendte markedet dog rundt og endte med endnu et kursfald.

Onsdag morgen ser det dog ud til, at den positive stemning vil slå igennem. Futures indikerer stigninger i de tre toneangivende aktieindeks på 0,2-0,3 pct., når markedet åbner i New York senere på dagen.

Tirsdag var tredje handelsdag i træk, at markedet dykkede i den sidste handelstime.

Det var især et minus til Nvidia, som tyngede, mens Tesla omvendt trak op i markedet.

Det brede S&P 500-indeks faldt 0,3 pct., mens Dow Jones mistede 0,1 pct., og Nasdaq bakkede 0,4 pct.

Trods faldet tirsdag er de amerikanske aktier stadig oppe med godt 9 pct. siden årsskiftet.

- Aktierne har bevæget sig højere i første kvartal i forventning om den første rentenedsættelse, siger Anthony Saglimbene, chefstrateg hos Ameriprise, til Bloomberg News.

- Vi er sandsynligvis gået ind i en periode, hvor Federal Reserve er mindre tilbøjelig til at overraske markedet.

BEHOV FOR FLERE LEMPELSER

Handelen med rentefutures peger på, at investorerne ser renten sat ned med omtrent 80 basispoint i år, hvilket flugter ganske godt med centralbankledelsens eget bud i kvartalsprognoserne i både december og senest her i marts om tre lempelser på i alt 75 basispunkter.

Tilbage i januar var markedet dog ganske uenig med Federal Reserve, da investorerne havde handlet syv nedsættelser ind, men siden hen har både vækst- og inflationstal overrasket til den højere side.

Uanset mener investeringsbanken JPMorgan Chases chefstrateg Marko Kolanovic dog, at der med de seneste mange måneders kursfremgang in mente er behov for flere rentelempelser end lige nu ventet for at retfærdiggøre prissætningerne.

- Overordnet set, hvis centralbankerne viser sig at være mere lempelige end de nuværende prognoser, uden at dette følges ad med vækstskuffelser, kan de nuværende aktiekurser forsvares, hed det mandag i en kommentar fra chefstrategen.

Hos konkurrenterne i Goldman Sachs mener analytikerne imidlertid, at S&P 500 kan stige knap 15 pct. mere i år, efterhånden som udrulningen af og entusiasmen for kunstig intelligens rammer bredere i indeksen end bare de syv-ti største selskaber.

ENDELIG FREMGANG TIL TESLA

I hovedindekset var det sundhed og finans, som klarede sig bedst med plusser på 0,2-0,3 pct. Cyklisk forbrug og kommunikationsservice satte sig omvendt 0,1-0,2 pct. It haltede endnu mere med et fald på 0,8 pct.

Det var elbilproducenten Tesla, som trak mest op i markedet med et plus på 2,9 pct. Fokus var her på, at topchef Elon Musk har instrueret de amerikanske medarbejdere om, at alle nye kunder skal opleve at køre en prøvetur med den fulde selvkørende software-pakke. Det er en markedsføring af en vigtig og ny teknologi, som markedet har store forventninger til. Aktien i Tesla er trods tirsdagens plus dog stadig faldet 29 pct. i år.

Inden for it tyngede chipkæmpen Nvidia derimod især med 2,6 pct., ligesom Broadcom satte sig 1,5 pct.

Apple vendte et beskedent plus til et minus på 0,7 pct., mens Microsoft faldt 0,3 pct. For Apples vedkommende holdt aktien sig altså relativt pænt oppe set i lyset af, at tirsdagens hovednyhed var en melding om et kraftigt fald i leverancerne af iPhones i Kina i februar.

I kommunikationsservice steg Alphabet 0,4 pct., mens Meta Platforms blev sendt tilbage med 1,4 pct., og i cyklisk forbrug, hvor også Tesla hører til, tabte Amazon 0,8 pct.

I S&P 500 var der også negativt fokus på United Parcel Services, som faldt med 8,2 pct., selv om koncernens langsigtede indtægtsmål for 2026 var bedre end ventet, men på de seneste kapitalmarkedsdage har UPS lovet mere, end det har kunnet holde.

Uden for S&P 500 bragede Krispy Kreme derimod op med 39,4 pct., da selskabet efter en testperiode i 160 restauranter hos McDonald's har indgået et større salgssamarbejde. McDonald's endte uændret.

Til allersidst fortsatte Donald Trump Media & Technology Group op med 16,1 pct. Mandag, første handelsdag efter sammenlægningen af den tomme børsskal Digital World Acquisition og tidligere præsident Donald Trumps Truth Social, var stigningen på 35,2 pct.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯  indblik❯ 

Seneste nyheder

17:54 Europa/lukning: Uønsket konkurrence pressede Delivery Hero i positivt marked
17:49 Porsches indtjening ramt af sløjt salg i Kina og opdaterede modeller
17:06 Fredagens obligationer: Luften gik af renteballonen efter inflationstal
17:05 Fredagens aktier: Mærsk sejlede forrest i lettet C25 efter inflationstal
16:29 Novos ugentlige insulin skal vurderes i USA 24. maj
16:01 USA: Michigan-indekset blev revideret ned i endelig opgørelse for april
15:35 USA/åbning: Positive regnskaber tager igen fokus efter fastholdt inflation
15:26 Tesla igen i myndighedernes søgelys: Undersøger tilbagekaldelse af 2 mio. biler
14:45 Lille aktielettelse efter uændret amerikansk kerneinflation
14:44 Valuta: Svækket yen skaber bekymring - dollar holder stand efter inflationstal
14:33 USA: Privatforbruget steg mere end ventet i marts
14:32 USA: Kerneinflation holdt niveau i marts
14:17 Aktivistinvestor øger aktiepost i ombejlede Anglo-American
13:50 USA/tendens: Stærke regnskaber fra Microsoft og Alphabet løfter humøret
13:47 Amerikanske oliekæmper falder i formarkedet efter skuffende regnskaber
13:03 Shape Robotics sikrer sig ordre på 224 mio. kr.
12:32 Coloplast er overbevist om at sårplejeprodukter lever op til nye tilskudskrav i USA
12:26 Boozt-direktør ser solskin forude efter udfordrende start på året
12:18 Europa/aktier: Thyssenkrupp topper grønt marked efter håndsrækning fra milliardær
12:04 Obligationer/middag: Renten siver fortsat inden vigtige amerikanske inflationstal