USA/middag: Aktier svinger omkring nullet - olieprisen falder

Udgivet den 17-09-2019  |  kl. 18:24  |  

Aktiemarkederne i USA indledte tirsdagen med kursfald, men de er siden lige så stille kravlet opad og svæver lige omkring nullet. Olieprisen falder samtidig tilbage på nyheden om, at produktionen i Saudi-Arabien vil være tilbage ved normalt niveau inden for to til tre uger.

Det brede amerikanske aktiemarked, målt på S&P 500-indekset, falder kl. 12.15, amerikansk østkysttid, marginalt, mens Dow Jones-indekset med blot 30 aktier i sig mister 0,2 pct. Teknologitunge Nasdaq er derimod en lille spids i plus.

OLIEPRISEN FALDER TILBAGE

Olieprisen falder tirsdag med 4,3 pct. i USA i kølvandet af den kraftige stigning mandag på 14,7 pct., da to saudiske olieinstallationer i weekenden blev angrebet af droner, som midlertidigt reducerede landets olieproduktion til det halve - med 5,7 mio. tønder om dagen. At prisen vender rundt tirsdag skyldes meldingen fra Saudi Arabien om, at produktionen allerede om to til tre uger vil være tilbage på normalt niveau.

Det sender energiaktierne i bund i S&P 500-indekset med et fald på 0,8 pct., trukket af minus til EOG Resources på 3,7 pct. og til Occidental på 3,6 pct., mens de to oliekæmper Exxon Mobil og Chevron begge falder 0,2 pct.

VENTER PÅ FEDERAL RESERVE

Tirsdag har også budt på lettere positive nyheder fra økonomien i USA, da både industriproduktionen og kapacitetsudnyttelsen i august var bedre end ventet.

Det rolige aktiemarked afspejler imidlertid også, at investorerne holder sig afventende inden rentemødet i den amerikanske centralbank, Federal Reserve. Det afsluttes onsdag aften med en rentemelding, hvor forventningen klart er en sænkning af den toneangivende rente i USA med 0,25 pct.point.

- Det er bare den typiske handel op til et Fed-møde. Vi har ikke set nogen panik på grund af, hvad der skete i weekenden. Jeg tror, Fed vil holde sig til en sænkning på et kvartal procentpoint, selv efter det saudiske angreb, siger Peter Cardillo, cheføkonom hos Spartan Capital Securities, til Reuters.

LUFT UNDER VINGERNE

Den faldende oliepris løfter tirsdag luftfartsselskaberne som gruppe. De vinder 0,5 pct. efter et minus på 2,1 pct. mandag, da investorerne regnede på olieprisstigningens effekt på brændstofudgifterne. American Airlines fører an med et plus på 2,2 pct., mens United Arilines vinder 1,8 pct.

Blandt de overordnede sektorer fører fast ejendom an i S&P 500 med et plus på 0,9 pct., da renterne atter falder tirsdag. Lavere renter reducerer sektorens omkostninger og øger afkastet. Forsyning, en anden såkaldt bond proxy, stiger også med de faldende renter og vinder 0,8 pct., mens finans omvendt rammes negativt af den udvikling og falder 0,5 pct., da lavere renter presser bankernes indtjening.

Råvarer og materialer vinder desuden 0,6 pct., mens it-aktierne falder 0,1 pct., og kommunikationsservice falder det samme.

KETCHUP-EFFEKT

Microsoft bidrager mest til plusset i S&P 500 med en fremgang på 0,4 pct., mens Amazon vinder 0,5 pct., og Apple mister 0,1 pct.

Storbankerne JPMorgan og Bank of America falder omvendt med 1,1 og 1,4 pct.

Fødevareproducenten Kraft Heinz, kendt for sin ikoniske ketchupflaske, er tirsdag i fokus med et kursfald på 3,8 pct. Minusset skyldes, at det brasilianske kapitalfond 3G Capital Partners har solgt en stor portion aktier i koncernen med en rabat på 4 pct.

Medicinalkæmpen Merck stiger omvendt 0,8 pct. Selskabet har tirsdag modtaget en melding fra de amerikanske sundhedsmyndigheder, som vil behandle ansøgningen om godkendelse af en ebolavaccine hurtigere end ellers.

I bunden af S&P 500 ligger producenten af optiske fibre og kabler, Corning, som falder med 8,0 pct. Nedturen skyldes en nedjustering fra selskabet for to af dets forretningsområder, display-teknologier og optisk kommunikationsudstyr, mens prognosen på tre andre segmenter blev fastholdt.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  Shares❯  USA❯  Intraday❯ 

Seneste nyheder

17:51 Europa/aktier: Kæmpe stigning til tysk madleveringstjeneste
17:31 USA hæver told på kinesisk import som elbiler og stål
17:09 Tirsdagens aktier: Genmab til tops på Novo-forsøgsdata i svagt positivt C25
17:01 Tirsdagens obligationer: Rentehop op til vigtige tal onsdag
16:43 Amerikansk centralbankchef holder rentenedsættelse ud i strakt arm
15:49 USA/åbning: Positiv åbning - meme-aktier hamrer fortsat op
15:42 Tørlastindeks falder 3,5 pct. til 1993 point
15:29 Unibrew-topchef efter kritik af flad indtjening: Vi har måske kommunikeret for meget
14:48 Rovsing melder om højere omsætning og drift efter større robusthed
14:48 USA/tendens: Pilen peger nedad efter prisrapport
14:47 Vestjysk Banks overskud stiger med 36 pct. - erhvervskunder og højt renteniveau bag vækst
14:33 Amerikanske producentpriser steg mere end ventet på månedsbasis i april
14:29 Valuta: Britisk centralbanks cheføkonom ser mulig rentenedsættelse til sommer
13:56 Dantax øger bundlinje og omsætning i regnskabsårets første tre kvartaler
12:08 Europa/aktier: Damp under tysk madleveringstjeneste i tilbageholdende marked
11:45 Obligationer/middag: Urolig rente frem mod amerikanske inflationstal
11:32 Aktier/middag: Genmab i hopla på Novo-data - Ambu ramt af gevinsthjemtagning
11:25 Novos potentielle blødermedicin er stærkt konkurrencedygtig mener amerikansk storbank
10:42 Meme-aktierne Gamestop og AMC ser ud til at fortsætte opturen
09:48 Svitzer får tirsdagens tredje købsanbefaling