USA/middag: Chipproducent i toppen af marked på ny rekordjagt

Udgivet den 19-12-2019  |  kl. 18:12  |  

Efter blot en enkelt dag i slæbesporet er der igen bud efter rekorder på det amerikanske aktiemarked torsdag, hvor alle tre ledende indeks på Wall Street ligger til mindre stigninger ved middagstid.

Blandt vinderne er chipproducenten Micron Technology efter aflæggelse af et pænt regnskab.

S&P 500-indekset ligger 0,3 pct. højere, Nasdaq-indekset, der også gik fri af faldene onsdag, stiger med 0,5 pct., og Dow Jones-indekset løftes med 0,4 pct.

Det er nok til mere end at kompensere for de fald, der ramte både S&P 500-indekset og Dow Jones-indekset onsdag.

Dermed synes handlerne samtidig også at se bort fra både lidt skuffende nøgletal og udsigten til en rigsretssag mod USA's præsident, Donald Trump.

- Jeg tillægger det ikke betydning. Men hvis det så ud til, at Senatet ville kende ham skyldig, ville det være en anden historie, siger Robert Pavlik, som er chefstrateg i Slatestone Wealth i New York, til nyhedsbureauet Reuters.

Generelt bider både han og investorerne i markedet mærke i, at afstemningen i Repræsentanternes Hus om rigsretssagen fulgte partiskillelinjen og dermed ikke gav anledning til bekymring for, hvad der senere sker i Senatet, hvor Republikanerne, som støtter Trump, sidder på flertallet.

Frem mod julehelligdagene forudses der ifølge Bloomberg News desuden en lav handelsvolumen, og der er da heller ikke meget nyt at forholde sig til af hverken selskabsspecifik karakter eller fra den storpolitiske scene, hvor markedet efterhånden har opgivet forventningen om mere nyt fra handelsforhandlingerne mellem USA og Kina.

SKUFFENDE NØGLETAL UDEN EFFEKT

Før åbningen på Wall Street fik investorerne et par svage nøgletal at forholde sig til, uden at det lader til at påvirke den overordnet set positive stemning på markedet.

Erhvervslivets aktivitetsindeks fra Federal Reserve Bank of Philadelphia viste i december et overraskende stort fald til 0,3 fra 10,4 måneden før. Ifølge Bloomberg News havde økonomerne ventet et fald til blot 8,0.

Og samtidig skuffede opgørelsen af nytilmeldte ledige i sidste uge. Det viste en tilgang på 234.000 nye ledige mod økonomernes estimat på 225.000 nytilmeldte ledige.

Men det er på den anden side et fald fra de 252.000 nytilmeldte ledige ugen før - det højeste antal siden september 2017.

Senere på dagen - en halv time inde i den amerikanske handel - viste både de ledende indikatorer og salget af eksisterende boliger sig også skuffende i opgørelserne for november.

De ledende indikatorer udviklede sig helt fladt, mens økonomerne ifølge estimater fra Bloomberg News havde ventet en stigning på 0,1 pct., og salget af eksisterende boliger blev opgjort til 5,35 mio. enheder mod ventet 5,44 mio. enheder.

Heller ikke de tal var dog nok til at få investorerne til at vende mundvigene nedad.

GOLDMAN ERKENDER SIG SKYLDIG

Selskabsspecifikt tiltrækker investeringsbanken Goldman Sachs sig opmærksomhed, efter at banken over for det amerikanske justitsministerium har erkendt sin skyld i en sag i Malaysia og anerkendt en bøde på op til 2 mia. dollar, skriver Wall Street Journal.

Goldman Sachs blev tiltalt sidste år for korruption og hvidvask af penge, og banken har har ifølge tiltalen spillet en nøglerolle i forbindelse med salg af statsobligationer gennem Malaysias nationale investeringsfond, 1MDB.

Herfra skal 2,7 mia. dollar - knap 18 mia. kr. - være forsvundet ud af opgørelsen. Pengene skal være brugt af den tidligere regering under premierminister Najib Razak til blandt andet at finansiere kunstkøb og et privat jetfly.

Goldman Sachs falder med 0,1 pct. til 230,17 dollar i det ellers positive marked.

På positivsiden stiger chipproducenten Micron Technology med 3,6 pct. til 54,99 dollar efter at have afleveret pæne tal for første kvartal af regnskabsåret 2019/20 sent onsdag.

Micron nåede i første kvartal en justeret indtjening per aktie på 0,48 dollar mod ventet 0,47 dollar blandt analytikerne ifølge estimater fra Bloomberg News.

Også omsætningen var bedre end ventet, da den ramte 5,14 mia. dollar i kvartalet mod ventet 5,00 mia. dollar.

/ritzau/FINANS

Mikkel Brix Kvols

Seneste nyheder

17:48 Europa/lukning: Novo og GSK sørgede for grøn aktiedag i Europa
17:43 KORR: Vestas foreslår udbytte for første gang siden 2021
17:04 Onsdagens aktier: Vestas og Novo skabte aktiefest på børsen
17:02 Onsdagens obligationer: Svag amerikansk erhvervstillid lagde pres på renten
15:42 USA/åbning: Skuffelser fra Alphabet og AMD giver rød aktiestart
14:29 USA/tendens: Rød start i sigte efter skuffelser fra Alphabet og AMD
14:19 USA: ADP-rapport viser stærkere jobvækst end ventet i januar
13:46 Europa/aktier: Regnskaber fra medicinalkæmper sørger for mindre plus
12:47 Djurslands Bank leverer overskudsrekord: 2025 byder på afmatning
12:06 Obligationer/middag: Renten følger en global rentederoute før nøgletal
12:03 Vestas' topchef er positiv på landvind i USA: "2025 bliver endnu mere travlt"
11:42 Aktier/middag: Novo og Vestas belønnes mens Demant og Pandora straffes i regnskabsstorm
10:58 Ringkjøbing Landbobanks topchef ser usikkerhed dæmpe lånelysten i 2025
10:47 Vestas-topchef har planen klar: Service skal tilbage på 25 i margin over 4-8 kvartaler
10:39 Amerikanerne kan ikke får nok af Pandora
10:26 Novos topchef om nyt vægttabshåb: Skiller sig ud som et af de bedste produkter derude
10:19 Demant-topchef ser naturlig vækstmodvind i første kvartal - vil vinde markedsandele efter
10:07 Topchef: Vestas' "storyline" begynder at hænge rigtigt godt sammen
10:02 Vestas sender stærke signaler om fremtiden - kun prognose skuffer
09:36 Novos topchef om Wegovy-salg i USA: Prognosen forudsætter væsentlig stigning