USA/middag: Handelshåb løfter - Boeing falder tungt - Apple i rekord

Udgivet den 21-10-2019  |  kl. 18:27  |  

Fornyet handelshåb løfter mandag de amerikanske aktier - i kølvandet af plusser i både Asien og Europa.

Teknologitunge Nasdaq løber forud og stiger kl. 12.20, lokaltid i New York, med 0,8 pct., mens det brede S&P 500-indeks går op med 0,5 pct. Dow Jones-indekset ligger derimod blot 0,1 pct. i plus, da det holdes tilbage af endnu et stort kursfald i Boeing-aktien.

Apple svæver omvendt omkring sit eget rekordniveau på optimisme omkring salget af iPhones.

OPTIMISTISKE TRUMP OG LIU

Mandag er stemningen positiv på baggrund af fornyet handelshåb. Fredag fortalte USA's præsident, Donald Trump, at han regner med en underskrift på den delvise handelsaftale med Kina i midten af november. I weekenden sagde Kinas topforhandler, vicepremierminister Liu He, ifølge Bloomberg News, også, at Kina og USA har gjort "substantielle fremskridt" og lagt et "vigtigt fundament" for en første fase-aftale, som Donald Trump jo annoncerede forrige fredag.

- Enhver positiv udvikling på handel gør folk glade, selv om det er for optimistisk at tro, at de vil nå en fuld handelsaftale så tidligt som i midten af november, siger Robert Pavlik, investeringsstrateg i Slatestone Wealth LLC, til Reuters.

FINANS I TOP

Energiaktierne topper blandt sektorerne i S&P 500 med et plus på 1,7 pct.

Finansaktierne følger lige efter og vinder 1,2 pct. Starten på regnskabssæsonen i sidste uge var en fin læsning af regnskaber fra de amerikanske storbanker, og mandag stiger de amerikanske renter også på handels- og brexit-optimisme.

Det er USA' største bank JPMorgan Chase samt nummer to og tre, Bank of America og Citigroup, som trækker mest op med plusser på 2,2 pct., 2,4 pct. og 2,5 pct.

It-aktierne indtager tredjepladsen med et plus på 0,9 pct., og industriselskaberne vinder 0,7 pct. I bunden af sektorerne er det sundhedsaktierne, der mister 0,3 pct.

APPLE NÆR REKORD

I S&P 500 bidrager Apple mest af alle til at trække indekset i plus ved at stige med 1,8 pct. til 240,72 dollar, hvilket vil være ny lukkerekord for aktien, hvis niveauet kan holdes. Æblekoncernen løftes af optimisme omkring iPhone-salget, skriver Bloomberg News, og på den baggrund har finanshuset Raymond James løftet sit kursmål for aktien til 280 dollar - det højeste på Wall Street.

Med til at løfte it-sektoren er også, at Microsoft stiger 0,3 pct., mens chipproducenten Nvidia går op med 2,9 pct.

BOEING IGEN RAMT

Verdens største flyproducent, Boeing, trækker omvendt mest ned med et minus på 3,5 pct. Aktien faldt allerede fredag med 6,8 pct., da selskabet oplyste til de amerikanske luftfartsmyndigheder, at en højtstående pilot i selskabet tilbage i 2016 over for en anden pilot kaldte styreegenskaberne i 737 MAX-flytypen, der to gange er styrtet ned, for "ekstreme", når en særlig funktion var slået til.

I weekenden har analytikere fra UBS og Credit Suisse tygget på nyheden og har ifølge Bloomberg News sænket deres anbefalinger af aktien.

- Vi kan ikke længere forsvare aktien i lyset af de seneste afsløringer - afsløringer som signifikant øger risikoprofilen for investorerne, kommenterer Robert Spingarn fra Credit Suisse.

SER VÆKST UDEN FOR USA

Et af mandagens regnskabsindslag kommer fra olieserviceselskabet Halliburton, der trods et ventet indtjeningsfald på 32 pct. stiger med 7,1 pct. Koncernen vinder på meldingen om, at den uden for USA regner med at vokse mere end markedet.

Kosmetikkoncernen Coty topper i S&P 500 med et plus på 13,6 pct., da selskabet overvejer et frasalg af sit forretningsområde, som henvender sig til professionelle, og Coty har hyret investeringsbanken Credit Suisse til at hjælpe sig med sonderingerne af den ide.

Endelig er der fokus på de tre medicinaldistributører Cardinal Health, McKesson, og Aerisourcebergen samt medicinalproducenten Teva. De fire har indgået et forlig med to amter i Ohio og betaler 260 mio. dollar. Sagerne handler om selskabernes ansvar for opiodkrisen.

Teva stiger 3,1 pct., mens de tre øvrige udgør bunden af S&P 500 og falder mellem 3,0 og 4,9 pct.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  Shares❯  USA❯  Intraday❯ 

Seneste nyheder

13:01 Novo Nordisk og Mærsk stopper samarbejde med Copenhagen Pride
12:48 Europa/aktier: Danske selskaber i top og bund i stigende Stoxx 600
12:22 Obligationer/middag: Renterne er trukket lidt ned før jobtal fra USA
11:49 Danske Banks aktie presses ekstra af skuffelse over kommentarer om aktietilbagekøb
11:48 Aktier/middag: Danske Bank og Novo trækker C25 i rødt
10:49 ALK's topchef om optimeringsplan: Skal sikre råderum til investeringer og bedre bundlinje
10:12 Danske banker skovlede penge ind i 2023 - overskuddet steg med 30 mia. kr.
10:09 Obligationer/åbning: Renten siver let før jobrapport fra USA
09:54 NKT får indledt dækning af Barclays med negativ anbefaling
09:35 ALK's topchef om regnskab: Vi er superglade for fantastisk fint kvartal i Europa
09:16 Aktier/åbning: Danske Bank til bunds i rød åbning på ny stor regnskabsdag - ALK stikker af
09:12 Novonesis-finansdirektør ser selskabet nå i land med 2024-mål trods blød start
09:11 Danske Bank trækker solidt overskud i land i ellers fortsat usikker økonomi
09:08 Netcompanys topchef: Uden påskeeffekten ligger marginen over prognoseintervallet
08:55 Råvarer: Oliepriserne stabiliserer sig og går mod et ugentligt fald
08:35 Norsk storbank spår stor kursstigning i ALK oven på voldsom vækst i europæisk tabletsalg
08:29 Aktier/tendens: Danske Bank, Novonesis og ALK indtager rampelyset på ny stor regnskabsdag
08:17 Netcompanys indtjeningen overraskede positivt i første kvartal - vinder ny kontrakt
08:12 ALK-Abelló får løftet anbefaling til "køb" fra "hold" hos Nordea
08:03 Danske Banks topchef: Vi fortsætter med stabile og tilfredsstillende resultater