USA/middag: S&P 500 på rekordkurs efter opløftende handelsmeldinger

Udgivet den 12-12-2019  |  kl. 18:06  |  

De amerikanske aktiebørser indledte torsdagens handel i lettere negativt terræn, men efter omkring fem minutters handel formåede den amerikanske præsident, Donald Trump, at sætte fut i markedet, med en besked om at USA er tæt på stor handelsaftale med Kina.

Reaktionen på aktiemarkedet kom prompte i form af pæne stigninger, og ved 12.05-tiden i New York - eller kl. 18.05 herhjemme - er det brede S&P 500-indeks på rekordkurs efter en stigning på 0,5 pct. til niveauet 3156,39.

Dow Jones-indekset ligger samtidig 0,4 pct. højere i 28.023,04, og på Nasdaq-børsen stiger det ledende indeks med 0,3 pct. til 8675,07.

- Vi er meget tæt på en stor aftale med Kina. De ønsker det, og det samme gør vi, skrev Donald Trump i et tweet umiddelbart efter børsåbningen i New York.

USA har angiveligt tilbudt at skære i toldsatserne på kinesisk producerede varer og at aflyse en ny runde tariffer, som var sat til at blive implementeret fra søndag den 15. december.

Modsat ønsker amerikanske handelsforhandlere, at Kina forpligter sig til at købe flere landbrugsvarer og andre produkter, at der sikres en bedre beskyttelse af immaterielle rettigheder og at der gives adgang til den kinesiske finansservicesektor.

Det skriver Wall Street Journal med henvisning til personer, som er blevet orienteret om situationen.

I Dow Jones-indekset trækker JPMorgan og Goldman Sachs op med stigninger på godt 2 pct., og olieselskaberne Chevron og Exxon Mobil bidrager også godt til fremgangen med plusser på henholdsvis 1,8 og 1,5 pct. - understøttet af en stigning i olieprisen.

Apple ligger derimod til et fald på 0,8 pct., efter at finanshuset Credit Suisse skrev, at teknologigigantens iPhone-leveringer i Kina i november faldt med 35,4 pct. Værst i indekset går det dog for Boeing, som ligger 1,1 pct. lavere.

Industrikoncernen General Electric markerer sig stærkt med en stigning på 3,6 pct., efter at finanshuset UBS har valgt at hæve anbefalingen af den til "køb".

Desuden stiger Delta Air Lines med 4,3 pct. efter et investormøde, hvor det kom frem, at flyselskabet til næste år venter en justeret indtjening per aktie på 6,75-7,75 dollar per aktie, mens analytikernes estimat ifølge Bloomberg ligger på 7,06 dollar.

Det amerikanske biotekselskab Arqule ligger ved middagstid derimod 1 pct. lavere i 20,01 dollar, men kursniveauet er fortsat marginalt over det bud på 20 dollar, som medicinalselskabet Merck tidligere på ugen kom med.

Buddet repræsenterede en præmie på 107 pct. over kursen før buddet, men den nuværende kurs indikerer, at nogle håber på et endnu højere bud.

Finanshuset Cantor Fitzgerald ser en mulighed for, at der kan komme flere budgivere på banen, men det mener samtidig, at det giver bedst strategisk mening med Merck som køber. Derudover kan andre købere få problemer med de amerikanske konkurrencemyndigheder.

Den canadiske sportstøjkoncern Lululemon Athletica, der er noteret på børsen i USA, kom onsdag efter børslukketid med et regnskab for tredje kvartal.

Lululemon kunne her fremvise en sammenlignelig salgsvækst - det vil sige salget i de butikker, der også var åbne i samme periode sidste år - på 17 pct. målt i faste valutakurser.

Det overgik forventningerne blandt analytikerne, der havde forudset en sammenlignelig vækst i salget på 14,2 pct., viser estimater indsamlet af Consensus Metrix ifølge Bloomberg News.

Imidlertid skuffer selskabet med forventningerne til fjerde kvartal, og aktien falder 4,6 pct. - dog fra et rekordhøjt lukkeniveau onsdag før regnskabsaflæggelsen.

/ritzau/FINANS

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Shares❯  USA❯  Intraday❯ 

Seneste nyheder

17:48 Europa/lukning: Tysk fragtselskab var under pres før regnskab mens GN vandt frem
17:45 Dommer giver Trump ny bøde i tys-tys-sag og truer med fængsel
17:36 Paramount stryger til tops efter købsbud fra Sony og Apollo
17:26 Gubra opjusterer forventningerne til 2024
17:10 Mandagens obligationer: Renter fortsatte ned efter fald i europæiske producentpriser
17:04 Mandagens aktier: Demant blev bundprop mens GN tronede i toppen af grønt indeks
15:53 Robinhood får påtale af amerikansk børssherif
15:47 USA/åbning: Udsigt til lavere renter giver positive investorer med plus til Paramount
14:43 USA/tendens: Udsigt til lavere renter giver positive investorer - plus til Paramount
14:04 NKT får grønt lys til salg af NKT Photonics af Erhvervsstyrelsen
13:55 NKT får grønt lys til salg af NKT Photonics af Erhvervsstyrelsen
13:20 Europa/aktier: Tysk fragtselskab under pres før regnskab - GN vinder frem i grønt Europa
11:42 Obligationer/middag: Rentefald fortsætter efter fald i europæiske producentpriser
11:34 Aktier/middag: Demant er bundprop i fladt C25 efter skuffende regnskab
11:19 Mærsk ser omvej uden om Afrika æde store dele af industriens kapacitet
11:05 Eurozonens producentpriser faldt mere end ventet i marts
10:29 Jysnek Bank kalder Danske Bank-kursfald fredag for "overdreven reaktion på udlodning"
10:08 ALK får lagt 25 pct. oven i kursmålet hos Danske Bank
09:19 Demants topchef: Både markedet og os selv er kommet lidt langsomt i gang i detail
09:13 Aktier/åbning: Demant sendt til bunds efter skuffende opdatering