USA/Nykredit: Positive tegn midt i jobkrisen

Udgivet den 28-05-2020  |  kl. 14:53  |  

Der er spæde positive tegn i torsdagens statistik over antallet af ledige i USA. Det vurderer Nykredits chefstrateg, Frederik Engholm, der dog efterspørger et mere sikkert tegn på en stabilisering.

- Begyndende tegn på stabilisering af situationen er et godt tegn. Men hvis ikke der over den kommende måned, hvor den samfundsmæssige genåbning bredes ud i landet, viser sig en klar bedring i beskæftigelsen, så er der betydelig risiko for at nye markedsbekymringer, kan skabe skvulp på aktiemarkedet, skriver Frederik Engholm i et notat.

Torsdagens ledighedsrapport fra USA viste, at 2.123.000 amerikanere meldte sig som førstegangsledige i sidste uge. Det var lidt flere end de 2.100.000 nye ledige, økonomer forudså ifølge Bloomberg News.

Til gengæld - og ifølge Frederik Engholm det positive islæt i rapporten - så faldt antallet af fortsatte ledige for første gang siden coronaudbruddet til 21,052 mio. i sidste uge fra 24,912 mio. ugen tidligere. Her var ventet 25,680 mio. ledige.

Alt i alt vidner jobtallene dog om, at fremtiden er behæftet med stor usikkerhed, vurderer Frederik Engholm.

- At mere end 40 mio. amerikanere over de sidste ti uger har førstegangsansøgt om understøttelse, mens gentagne understøttelsesansøgninger i fire uger har ligget over 20 mio. vidner om den enorme usikkerhed, der omgærder det amerikanske arbejdsmarked - og dermed selve grundlaget for forbruget i USA, skriver han i notatet.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov

Tags:  macro❯  USA❯ 

Relaterede nyheder