USA/T-bond: Økonomisk nyt fra Kina og USA løftede renterne

Udgivet den 17-01-2020  |  kl. 22:15  |  

Gode nøgletal fra både USA og Kina skabte fredag en positiv stemning, som sendte aktierne i nye rekorder og obligationskurserne ned. Og det betød rentefald i USA.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation steg med knap 2 basispoint til 1,82 pct. Det var samtidig på niveau med renten, da de danske obligationshandlere tog på weekend.

I løbet af fredagen vekslede den tiårige rente mellem 1,81 og 1,85 pct. Gennem ugen var der relativt små sving op og ned, og samlet endte det hele stort set uændret.

Renten på den kortere toårige amerikanske statsobligation bakkede imidlertid marginalt til 1,56 pct. fredag - et enkelt hak ned i forhold til fredag for en uge siden - og på den baggrund kravlede rentekurven op i knap 26 point mod 24 torsdag og 25 forrige fredag.

- Det er passende med små rentestigninger fredag. Når man ser på datapunkterne, så er de OK. Kinas vækst var lidt bedre end ventet. Måske er der nogle, som peger på, at der er en historisk lav vækst, men tænk på basen, som Kinas økonomi er, og på effekten af en vækst på 6,1 pct., siger seniorstrateg Lars Skovgaard Andersen fra Danske Bank.

Kinas vækst i 2019 på 6,1 pct. var den laveste i 29 år, men den var også en smule bedre end ventet blandt økonomerne. Samtidig viste data, at detailsalget i Kina stabiliserede sig i december, ligesom der også var positiv udvikling i industriproduktionen og investeringerne.

I USA var tilstanden i boligmarkedet i december også en del bedre end ventet, da det påbegyndte boligbyggeri steg til 1.608.000 enheder fra 1.375.000 i måneden før mod konsensus på 1.380.000 enheder, ifølge Bloomberg News. Industriproduktionen og forbrugertilliden, målt af University of Michingan, skuffede imidlertid.

- Boligdata var super gode. De siger noget om forbrugeren. Det er et indirekte signal om, at det går godt i USA. Derfor skal renterne stige en smule, forklarer seniorstrategen.

- Jeg kan godt lide det, renterne gør fredag, at kurven stejler en smule. Det er det rette billede. Det er ikke godt med flade kurver og frygt for fremtiden. Det er risk-on.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  Bonds❯  Market Close❯  USA❯ 

Relaterede nyheder