USA/T-bond: Detailskuffelse sænkede renterne
Svagt - nej, faldende - detailsalg var en negativ overraskelse onsdag, og det skabte fornyet bekymring for den amerikanske vækst, samtidig med at brexit-spørgsmålet fortsat spøgede. Samlet betød det, at investorerne søgte lidt ly amerikanske statsobligationer, og det sendte renterne nedad.
Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation faldt med 3 basispoint til 1,75 pct. Det var også renten, da det danske obligationsmarked lukkede. I løbet af onsdagen blev den tiårige rente handlet mellem 1,72 og 1,77 pct.
Renten på den kortere toårige amerikanske statsobligation faldt sideløbende med 3 basispunkter til 1,59 pct.
Detailsalget i USA udviklede sig svagere end forudset i september. Salget faldt faktisk med 0,3 pct. på månedsbasis, mens økonomer ifølge Bloomberg News ventede en stigning på 0,3 pct. i forhold til måneden før.
- Dette er noget, vi holder meget øje med. Vi tror, at vi er tættere på slutningen af den økonomiske cyklus end på begyndelsen, sagde Matt Watson, porteføljeforvalter hos James Investment Research, til The Wall Street Journal.
Med onsdagens udvikling stejlede rentekurven til godt 15 basispoint.
Rentekurven, forskellen på renten mellem den tiårige og den toårige statsobligation i USA, følges tæt af investorer og økonomer, da den gennem de seneste 50 år - syv gange i alt - har forvarslet en recession i amerikansk økonomi ved at vende rundt, eller gå i minus, således at den toårige rente har ligget over den tiårige.
Ved årets start lå rentekurven i 19 basispunkter, mens den ved udgangen af 2017 lå i 52 basispunkter og 125 basispoint året før det.
/ritzau/FINANS
Tags: Bonds❯ Market Close❯ USA❯