USA/T-bond: Markant rentefald helt frem til slutningen af maj

Udgivet den 02-06-2014  |  kl. 07:02  |  

Det amerikanske obligationsmarked lukkede maj måned med den laveste rente i adskillige måneder.

Stærk efterspørgsel på sidste uges auktioner over statspapirer har skubbet renten lavere, mens meldinger fra Federal Reserve har været medvirkende til at vende investorernes forventninger om højere renter på hovedet - i alt fald for et stykke tid.

De amerikanske nøgletal har heller ikke været helt så gode som ventet, og samlet står markedet tilbage med en følelse af, at godt nok vil renten blive sat op og centralbankens lempelige pengepolitik få en ende, men tidspunktet for, at det sker, er skubbet lidt ud i fremtiden.

Og netop timingen af tidspunktet for Federal Reserves første rentestramning har givet anledning til bølgegang i rentekurven med usædvanligt store udsving i såvel de korte som de lange renter.

Og det er ikke bare Federal Reserves politik, der bestemmer udviklingen.

ECBs forventede nyt tiltag på det pengepolitiske møde i Styrelsesrådet torsdag i indeværende uge, har påvirket de amerikanske renter i nedadgående retning og tilsvarende har forventningen om yderligere lempelser i Japan skubbet til udviklingen.

- Spørgsmålet om de store globale centralbankens rentenedsættelser er årsagen bag, at statsobligationsrenterne er kommet ned. Statsobligationer er stadig attraktive set ud fra en relativ værdi på baggrund af en masse lavere gælds-kvalitet, som har fået en masse købere fem på markedet, på trods af det lave afkast. Og så har spekulation i højere renter forværret hastigheden i kursstigningerne, siger obligationschef Larry Milstein fra RW Pressprich & Co i New York til Bloomberg News.

Fredag lukkede den toneangivende 10-årige T-bond med en rente på 2,48 pct., hvilket er 3 basispoint eller 0,03 pct.point mere end da de danske obligationsinvestorer gik på forlænget weekend onsdag i sidste uge.

Dermed er renten på den 10-årige amerikanske statsgæld faldet 15 basispunkter - 0,15 pct.point - i løbet af maj.

Mandag morgen handles de amerikanske T-bonds så godt som uændret på markedet i Tokyo, hvor renten ligger på 2,48 pct.

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder