USA/T-bond: Mindre rentestigninger onsdag efter toldtrusler

Udgivet den 23-01-2025  |  kl. 06:32  |  

De amerikanske markedsrenter tikkede onsdag let opad.

Udviklingen kom i kølvandet på en håndfuld dage med overordnede rentefald på bagkant af en mildere end ventet inflationsrapport for december, men onsdag var der atter fokus på toldtrusler og Donald Trumps planer om deportation af illegale indvandrere.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation steg med 4 basispoint til 4,61 pct.

Torsdag morgen er renten fortsat 4,61 pct. på markedet i Tokyo. Det er 1 basispoint over niveauet ved dansk lukketid onsdag.

Den toneangivende toårige amerikanske statsrente tikkede onsdag op med 2 basispoint til 4,30 pct. Her er renten dog atter faldt med et enkelt basispoint til 4,29 pct. på markedet i Tokyo torsdag morgen.

Udviklingen med tilbagefald i renterne de foregående dage var også understøttet af, at den nye præsident i USA, Donald Trump, fra start ikke gjorde alvor af sine mange trusler om told på import fra udlandet.

Han er dog tirsdag og onsdag kommet efter det med meldinger om mulig told på varer fra Mexico og Canada fra 1. februar, mens Kina også blev mødt med en gentagelse af tidligere advarsler.

- Dette er stilhed før stormen. Vi havde et stort pres på obligationsmarkedet, og obligationerne blev solgt, og vi tror, at inflationen stadig vil stige, siger Byron Anderson, der er chef for obligationsinvesteringer hos Laffer Tengler Investments, til Reuters.

Et andet af hovedpunkterne i den nye præsidents program er deportation af illegale indvandrere, hvilket indledningsvist allerede er undervejs. Der findes omtrent 9 mio. illegale indvandrere i USA, hvoraf størsteparten faktisk er i arbejde og derfor er med til at sikre produktiviteten, men også til at holde lønningerne i ave.

- Afhængigt af deportationerne, og hvordan det tal faktisk ser ud, kunne det lægge pres på arbejdsmarkedet, og vi kunne se en stigning i lønvæksten, siger Byron Anderson.

Onsdag solgte det amerikanske finansministerium også nye 20-årige statsobligationer for 13 mia. dollar, og den auktion var umiddelbart godkendt, da obligationerne blev budt op i kurs, så renten endte lidt lavere end i markedet lige før.

Alt andet lige har det også været med til at lægge låg på onsdagens rentestigninger.

.\\˙ MarketWire

Redaktion

Tags:  Bonds❯  Market Close❯  USA❯ 

Seneste nyheder