USA/T-bond: Rentedans på stedet på nyhedsfattig dag
På en onsdag uden nøgletal og uden store nyheder - efter tirsdagens brexit-uro - var der let sivende obligationskurser i USA, og derfor pegede rentepilen en smule opad.
Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation steg marginalt til 1,76 pct. Det var også niveauet, da det danske obligationsmarked lukkede.
I løbet af onsdagens handel svingede den tiårige rente mellem 1,73 og 1,77 pct. Renten på den kortere toårige amerikanske statsobligation endte uændret i 1,58 pct.
I torsdag morgens handel i Tokyo fastholdes niveauet for både den tiårige og den toårige rente.
Tirsdag aften stemte parlamentarikerne i det britiske underhus for premierminister Boris Johnsons brexit-aftale, men de forkastede kort efter den foreslåede tidsplan, som skulle sikre, at Storbritannien kunne forlade EU den 31. oktober. Det gav fornyet bekymring og medførte rentefald i USA.
Onsdag var det dog indregnet i obligationskurserne og renterne, der således ikke bevægede sig alverden.
- Vi handler tæt sammen med europæiske renter, selv om volumenerne er lette. Men vi kigger stadig på brexit. Alt er tilbage i spændingsfeltet uden nogen afklaring, sagde Jim Vogel, rentestrateg hos FTN Financial, til Reuters.
Onsdagen var desuden uden vigtige amerikanske nøgletal, mens der omvendt torsdag blandt andet kommer PMI-tal, hvor investorerne vil holde øje med, om faldet i fremstillingsindustrien vil fortsætte, og om usikkerheden har spredt sig til servicesektoren.
/ritzau/FINANS
Tags: Bonds❯ Market Close❯ USA❯
Relaterede nyheder
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 18895
- næste ›