USA/T-bond: Rentehop på positivt handelsnyt

Udgivet den 10-10-2019  |  kl. 22:11  |  

Handelsforhandlingerne mellem Kina og USA indtog igen torsdag en central rolle, da positive meldinger sendte risikoappetitten opad og dermed lysten til obligationer ned. Derfor faldt kurserne på statsobligationerne i USA, mens renterne tikkede opad.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation steg med 8 basispoint til 1,66 pct. Det var et enkelt point over renteniveauet, da det danske obligationsmarked lukkede. I løbet af torsdagen blev den tiårige rente mellem 1,54 og 1,67 pct.

Renten på den kortere toårige amerikanske statsobligation gik samtidig også op med 5 basispunkter til 1,52 pct.

Investorerne var onsdag også positive, da handelsforhandlingerne i Washington startede, men henover natten blev der skabt nervøsitet, da det forlød, at den kinesiske delegation ville rejse tidligt hjem, fordi der ingen fremskridt var i dialogen. Det var heromkring, at den tiårige rente faktisk var nede i 1,54 pct. tidligt torsdag morgen.

Stemningen vendte dog, da USA's præsident Donald Trump slog fast, at forhandlingerne også ville fortsætte fredag, og at Trump endda skal mødes med den kinesiske topforhandler, vicepremierminister Liu He.

- En stor forhandlingsdag med Kina. De vil gerne lave en aftale, men gør jeg? Jeg mødes med vicepremierministeren i morgen i Det Hvide Hus, skrev Donald Trump torsdag på sin Twitter-profil.

De mange meldinger fra handelsforhandlingerne har betydet zigzag-kurser i de finansielle markeder.

- Handelssamtalerne med Kina dominerer virkelig det hele, og vi har set, hvor uforudsigelige de kan være. Vi har set tingene bevæge sig så dramatisk frem og tilbage. Jeg tror, alle i virkeligheden bare må vente og se, om en aftale faktisk bliver til noget, sagde Chris Gaffney, investeringschef hos TIAA, til Bloomberg News.

På nøgletalsfronten var torsdagen også opløftende, da 210.000 amerikanere meldte sig som førstegangsledige i sidste uge. Det var nemlig færre end ventet. Ifølge et estimat fra Bloomberg News var der blandt økonomerne spået 220.000 nye ledige.

De amerikanske forbrugerpriser steg samtidig med 1,7 pct. i september i forhold til samme måned året før. Økonomerne havde ifølge et Bloomberg ventet en stigning på 1,8 pct.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  Bonds❯  Market Close❯  USA❯ 

Seneste nyheder

18:00 Svitzer/Citi: Indleder dækning med "køb"
17:54 Europa/lukning: Kundeservicekoncern toppede i misfornøjet marked
17:35 STG's forventning om vækstopsving i andet kvartal giver fastholdt prognose
17:27 Genmabs bundlinjen bugner efter store finansindtægter - Darzalex sender toplinjen frem
17:04 Torsdagens aktier: Nedtur til Novo og Mærsk på hæsblæsende regnskabsdag med GN i front
17:01 Torsdagens obligationer: Renterne faldt en smule inden vigtigt jobtal fredag
15:40 USA/åbning: Endelig konklusion på Powells kommentarer giver grøn start
14:35 Aktiechef om ISS-fald: Det er gået op for markedet at aktien ikke er en nytårsraket
14:24 USA/tendens: Lettelse at spore efter Powells afvisning af renteforhøjelse
13:15 Valuta: Yen svækkes igen fra styrket niveau efter mistænkt intervention
13:04 Alm. Brand Groups topchef om flot kvartal: Prognosen tipper måske lidt mod den høje ende
12:26 Mærsk-topchef har svært ved at se aktietilbagekøb vende tilbage i år
12:03 Europa/aktier: Powell-kommentarer og regnskaber holder markedet på tæerne
11:48 Obligationer/middag: Renterne siver fortsat frem mod tal fra USA
11:43 Mærsk-topchef kigger stadig på mulighed for at købe DB Schenker
11:37 Aktier/middag: Novo og Mærsk trækker C25 ned trods GN i topform
11:31 Novo går efter endnu en vigtig godkendelse til Wegovy i juli
10:16 Vestas-topchef er "meget komfortabel" med forventningerne efter første kvartal som planalgt
10:12 Havvind hjalp Ørsted til positiv overraskelse i første kvartal
10:11 Novos kassemester: Vi kan virkelig lide hvad vi ser for Wegovy i USA