USA/T-bond: Rentekurven stejlede - korte rente faldt

Udgivet den 04-09-2019  |  kl. 22:15  |  

Der var en blandet renteudvikling i USA onsdag, selv om investorerne efter godt nyt fra Kina, Hongkong, Italien og tilmed Storbritannien havde lidt mere mod på risiko, og derfor handlede aktierne op. To blide centralbankchefer talte den korte rente ned, mens rentekurven derfor igen stejlede i kombination med den lavere geopolitiske risiko.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation steg et halvt basispoint til godt 1,46 pct. Det var samtidig knap et enkelt basispoint mindre, end da det danske obligationsmarked lukkede. Gennem onsdagens handel var den tiårige rente nede i 1,45 og oppe i 1,50 pct.

Renten på den kortere toårige amerikanske statsobligation faldt omvendt med 2 basispunkter til 1,44 pct. Den udvikling var udløst af lempelige kommentarer fra to af den amerikanske centralbanks chefer, John Williams fra New York og Robert Kaplan fra Dallas, som begge advarede om, at forbrugerne bærer læsset i den amerikanske vækst. Meldingerne blev tolket som blide og øgede troen på en rentesænkning til september.

- Hvis Fed og de pengepolitiske beslutningstagere ventede for at se svaghed hos forbrugeren, så er det formentlig for sent, sagde Robert Kaplan onsdag i forbindelse med en rundbordsdiskussion i Toronto.

Med udviklingen onsdag stejlede rentekurven for tredje gang de seneste fire handelsdage til knap 3 basispoint og blinker derfor ikke længere advarende om en recession forude i den amerikanske økonomi.

- Geopolitik løfter det hele, ligesom det druknede det hele i går. Det er som om, tavlen bliver visket ren, og vi starter fra nul hver dag, siger Paul Nolte, porteføljeforvalter hos Kingsview Asset Management, til Reuters.

- Markederne er meget binære. Det er enten "de gode dage er her igen", eller "tingene er forfærdelige, og vi styrter ned i afgrunden".

Fra Kina var der onsdag godt nyt med stærke PMI-tal. I Hongkong blev spændingerne reduceret, da guvernør Carrie lam officielt trak et omstridt lovforslag om udlevering til Kina tilbage. Italien fik en ny regering uden nyvalg, og i Storbritannien stemte Underhuset en lov mod en no deal-brexit igennem.

Alt i alt betød det en bedret stemning og sendte de amerikanske aktier, målt på S&P 500, i plus med 1,1 pct.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  Bonds❯  Market Close❯  USA❯