USA/T-bond: Renten kravlede højere inden centralbanken melder ud
Små rentestigninger fik tag i det amerikanske obligationsmarked tirsdag op til onsdagens vigtige rentemøde i den amerikanske centralbank.
På forhånd ser markedet ellers omkring to tredjedele sandsynlighed for, at centralbanken kommer med en stor nedsættelse på 50 basispoint. Sker det ikke, vil renten givetvis blive sænket med 25 basispoint.
Det indikerer både fed fund futures samt data fra CME Fedwatch.
Men fra nøgletalsfronten kom tirsdag nyt om det amerikanske detailsalg, der umiddelbart kunne tale for en mindre rentenedsættelse på 25 basispoint.
Således steg detailsalget med 0,1 pct. i august mod en ventet tilbagegang på 0,2 pct. og understøttede dermed ikke vækstbekymringerne og frygten for en hård landing i USA.
- Det er dog alligevel også svært at se, at tallet er en rygende pistol i forhold til den amerikanske centralbanks beslutning om at sætte rentemålsætningen ned med 0,25 pct.point eller 0,50 pct.point, skriver Mikael Olai Milhøj, der er chefstrateg i Sterna Capital Partners, i en kommentar.
På obligationsmarkedet steg renten på den toneangivende tiårige T-bond dog med 3 basispoint til 3,65 pct.
Onsdag morgen er renten på den tiårige T-bond 3,64 pct. på markedet i Tokyo. Det er samme niveau som ved dansk lukketid tirsdag.
Renten på den toårige T-bond steg med 5 basispoint til 3,60 pct. Onsdag morgen er den atter faldet et enkelt basispoint til 3,59 pct.
.\\˙ MarketWire
Tags: Bonds❯ Market Close❯ USA❯