USA/T-bond: Renten stiger en smule torsdag morgen

Udgivet den 20-06-2024  |  kl. 06:32  |  

De obligationsmarkeder holdt lukket onsdag som følge af Juneteenth-helligdagen efter et rentefald tirsdag, der var drevet af et skuffende amerikansk detailsalg.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation faldt tirsdag med 6 basispoint til 4,22 pct.

Torsdag morgen ligger renten i 4,25 pct., hvilket er 3 basispoint højere end renten, da obligationsmarkedet i Danmark lukkede onsdag.

- Rentekurven bliver tirsdag parallelforskudt nedad. Det gør den på grund af den svage detailsalgsmåling, siger Lars Skovgaard Andersen, der er seniorstrategi Danske Bank, til MarketWire.

- Investorerne tænker, at det godt kunne give rum til, at Federal Reserve kan sænke sin rente. Konsensus rykker en lille smule i en retning af en lidt mere dueagtig forventning.

Tirsdagens måling af detailsalget viste en vækst på 0,1 pct. i maj i forhold til april, mens en noget større fremgang på 0,3 pct. ifølge Bloomberg News var ventet blandt økonomerne.

Samtidig blev målingen for april nedrevideret fra et uændret niveau i forhold til marts til et fald på 0,2 pct.

Handlen med rentefutures indikerede tirsdag også en forventning om en lidt lavere centralbankrente til nytår, end markedet gjorde mandag.

Markedet indregner omkring to rentelempelser i 2024 til 4,85 pct. mod 4,88 pct. mandag.

Det svarer til to rentesænkninger i år, den første til september eller november - i forhold til det nuværende niveau på 5,25-5,50 pct.

.\\˙ MarketWire

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Bonds❯  Market Close❯  USA❯