USA/T-bond: Renterne nåede sit højeste i år efter inflationschok

Udgivet den 26-04-2024  |  kl. 06:32  |  

De lange amerikanske statsrenter blev torsdag presset op i sit højeste lukkeniveau i 2024, efter at nøgletal viste en giftig kombination af svagere vækst og forbrug end ventet og højere inflation end ventet.

Renten på den toneangivende tiårige T-bond steg med 6 basispoint til 4,70 pct.

Fredag morgen forrentes den tiårige T-bond fortsat med 4,70 pct. på markedet i Tokyo.

For den toneangivende toårige T-bond endte torsdagen med 7 basispoints stigning til 5,00 pct.

Fredag morgen er renten den tiårige T-bond faldet til 4,99 pct. i Tokyo.

Blandt nøgletallene faldt særligt væksttal for første kvartal, der både viste en klart lavere økonomisk vækst end ventet, et noget lavere privatforbrug end ventet og en højere inflation, end økonomerne havde regnet med, i øjnene.

Det øger frygten for, at den amerikanske økonomi kan ende i stagflation - det vil sige stagnerende eller aftagende vækst samtidig med høj eller stigende inflation.

I første kvartal var væksten i det amerikanske bruttonationalprodukt (BNP) på 1,6 pct., mens økonomerne havde ventet en vækst på 2,5 pct. ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.

Samtidig steg privatforbruget blot med 2,5 pct. mod et ventet løft på 3,0 pct., og prisindekset i BNP-opgørelsen viste et løft på 3,1 pct. mod ventet 3,0 pct.

Endnu værre var det i kerne-PCE-indekset, der viste prisstigninger på 3,7 pct. i første kvartal, mens økonomerne havde ventet 3,4 pct. I fjerde kvartal var tallet på 2,0 pct.

Dermed blev det også presset i baggrunden, at det noget volatile tal for igangværende bolighandler viste klart mere fremgang end ventet på månedsbasis i marts, og at den ugentlige statistik over nytilmeldte ledige viste lidt færre ledige end ventet.

De høje pristal har fået investorerne til at slå helt op i banen i forhold til forventningerne til rentenedsættelser fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve.

I starten af året var det markedets forventning, at der ville komme seks rentenedsættelser i løbet af 2024, og nu er markedets prognose i stedet én - til december.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Bonds❯  Market Close❯  USA❯