USA/T-bond: Rentestigning efter gode data og handelsnyt

Udgivet den 15-02-2019  |  kl. 22:09  |  

De amerikanske renter steg let fredag på bagkanten af gode amerikanske nøgletal og positivt handelsnyt.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation tikkede op med knap 1 basispoint til 2,66 pct. Det var samtidig et halvt point under renteniveauet, da det danske obligationsmarked lukkede. I løbet af fredagen vekslede den tiårige rente mellem 2,64 og 2,69 pct., og i løbet af ugen steg renten fire ud af fem dage og gik fra knap 2,64 pct. sidste fredag.

Renten på den kortere toårige amerikanske statsobligation steg samtidig med 2 basispunkter til næsten 2,52 pct.

- Aktierne ligger og stiger lidt, så det skal renterne også. Der er også kommet nogenlunde data fra USA's økonomi fredag. Renterne faldt torsdag, hvor der var dårlige tal, så det passer fint. Fredag er der også positivt nyt fra handelskrigen, og så skal renterne lidt opad, siger seniorstrateg i Danske Bank, Lars Skovgaard Andersen.

Fra handelsfronten var der positive meldinger fra en af de amerikanske forhandlere, finansminister Steven Mnuchin, som på Twitter kaldte ugens møder for "produktive", og Kinas præsident Xi Jinping udtrykte også et ønske om at nå en aftale, og endelig var USA's præsident Donald Trump ligeledes ude med en optimistisk melding.

- Det går ekstremt godt. Tarifferne skader Kina utroligt meget, de vil ikke have dem. Og helt ærligt, hvis vi kan indgå en aftale, vil det være min ære at fjerne dem, sagde præsident Trump til journalister i Det Hvide Hus.

Torsdag skuffede det amerikanske detailsalg for december med et markant fald mod en ventet mindre stigning, hvilket sendte den tiårige rente ned med 5 basispoint. Fredag var der dog igen positivt nyt fra forbrugersiden, da tillidsindikatoren fra University of Michigan steg i februar til 95,5 fra 91,2 måneden før. Økonomerne havde ventet en fremgang til indeks 93,7 ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.

Erhvervstilliden i New York-regionen, målt ved Empire State Manufacturing-indekset, steg desuden i februar til 8,8 fra 3,9 måneden før. Dermed udviklede tillidsindekset sig bedre end forudset, da et indeks på 7,0 var spået.

Trods de opløftende fredagsdata, så er der dog ikke udsigt til, at renterne skal tordne i vejret inden for det nærmeste. Med mindre der kommer en stor handelsaftale.

- Den tiårige rente vil tøffe rundt nede omkring 2,70 pct. en tid endnu. Vi vil formentlig se skuffende data i en periode, og Federal Reserve vil være bange for rentehop og bevæge sig på listefødder. En handelsaftale er det, som kan løfte renterne herfra, eller hvis Kina får stabiliseret sin økonomi, vurderer Danske Banks Lars Skovgaard Andersen.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  Bonds❯  Market Close❯  USA❯ 

Strategier du kan handle

Navn
 
+/-(%)
 
Tid

 
9,34%
 
16/05/19

 
6,11%
 
16/05/19

 
5,48%
 
16/05/19

 
4,19%
 
16/05/19

 
1,00%
 
16/05/19

Copytrading - kopier handler fra ovenstående strategier så de eksekveres live på din egen konto.
Læs mere her.

 

Seneste nyheder