USA/T-bond: Små fald i renterne efter frasalg af højrentepapirer

Udgivet den 25-09-2020  |  kl. 06:32  |  

Mens de amerikanske aktier det meste af torsdagen lå til plusser, så var der omvendt næsten hele dagen pil ned af for statsrenterne i USA.

Fornyet politisk usikkerhed op til præsidentvalget i USA den 3. november skabte behov for mere sikkerhed, samtidig med at arbejdsmarkedet i USA fortsat stagnerer, og endelig købte investorerne ind i statsobligationer, efter at de havde solgt ud af højrentepapirer.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation faldt med knap 1 basispoint til 0,67 pct.

Fredag morgen stiger renten på den ti-årige T-bond med knap 1 pct.point til 0,68 pct. på markedet i Tokyo.

Det er 1 basispoint mere, end da obligationsmarkedet i Danmark lukkede torsdag.

Den toneangivende toårige amerikanske statsobligationsrente faldt torsdag med et halvt basispunkt til nær 0,14 pct.

Fredag morgen oppebærer den toårige T-bond en rente på 0,13 pct. i Tokyo.

- Renterne reagerer på nøgletallene og det, at man ser et mindre udsalg i højrenteobligationer, hvorefter pengene kommer ind i statsrenterne i stedet. Der er usikkerhed omkring valget i USA, med nye meldinger fra Trump, og omkring stimulus, så der skal lidt mere sikkerhed i porteføljerne. Dollaren styrkes også, forklarer Lars Skovgaard Andersen, seniorstrateg i Danske Bank.

Han peger på, at det er naturligt, at investorerne nu tager toppen af porteføljen i højrenteobligationerne, da aktierne den senere tid har korrigeret deres niveauer, og nu mangler virksomhedernes gæld at følge med.

Donald Trump tog endnu engang al rampelyset torsdag, da han på en pressebriefing i Det Hvide Hus ikke ville garantere en fredelig overdragelse af magten, hvis han skulle tabe præsidentvalget til november.

Desuden så markedet fortsat langt efter positivt nyt om en mulig hjælpepakke til økonomien, og sandsynligheden for en aftale er næppe blevet større i kølvandet af striden mellem Demokraterne og Republikanerne om udpegelsen af en ny dommer til USA's højesteret før eller efter valget.

- Markedet indregner, at der ikke kommer en hjælpepakke inden valget til amerikanerne.

Nøgletallene fra den amerikanske økonomi var torsdag også en blandet oplevelse for investorerne.

- Jobdata var uden godt nyt, mens boligkøbene var bedre end ventet. Det er en "split decision" på nøgletallene, og det er ikke rigtig positivt nyt, mener Lars Skovgaard Andersen.

I sidste uge meldte 870.000 amerikanere meldte sig som førstegangsledige, hvilket var på samme niveau som ugen før og lidt mere end de ventede 840.000, ifølge Bloomberg News.

Omvendt udviklede salget af nye boliger i USA sig bedre end forudset i august, da det steg til 1.011.000 enheder på årlig basis mod 965.000 måneden før. Der var til sammenligning ventet et salg på 890.000 enheder

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer

Tags:  Bonds❯  Market Close❯  USA❯ 

Relaterede nyheder