USA/T-bond: Stille markeder med lille rentefald på Grundlovsdag
De amerikanske statspapirer har ligget nogenlunde stille onsdag efter dansk lukketid og tirsdag, hvor det danske marked var lukket for Grundlovsdag. De foregående dages svingninger aftog, og mens onsdagen ikke bød på renteændringer, mens forventninger om, at Den Europæiske Centralbank ville reducere renten og eventuelt lancere nye pengepolitiske lempelser på torsdagens møde, blev torsdagens marked præget af rentefald, efter at ECB mere end levede op til forventningerne.
Foruden en nu reduceret rente til negativet territorium målt på indlånsrenten, lanceredes et likviditetsprogram til støtte for bankernes udlån. Og centralbankchef Mario Draghi understregede på torsdagens pressemøde, at der kommer flere tiltag - som for eksempel obligationsopkøbsprogrammer - hvis væksten udebliver, og inflationen fortsat falder.
Ny likviditet vil dermed flyde ud over Europas grænser og i investorernes søgen efter afkast, vil de amerikanske T-bonds tiltrække sig opmærksomhed.
- Den relative værdi favoriserer investeringer denomineret i amerikanske dollar, eftersom eurozonen kun lige er begyndt at gå i gang med kvantitative lempelser, siger obligationsstrateg Margaret Kerins fra Bank of Montreal i Chicago til Bloomberg News.
Efter en begivenhedsløs onsdag, lukkede den toneangivende 10-årige T-bond torsdag med en rente på 2,58 pct. efter et fald på 2 basispoint eller 0,02 pct.point i forhold til onsdag, hvor renten - ligesom som tirsdag - sluttede i 2,60 pct.
Fredag morgen handles de amerikanske T-bonds fortsat i snævre intervaller på markedet i Tokyo, hvor renten stadig ligger på 2,58 pct.
Fra nøgletalsfronten viste torsdagens data for nytilmeldte ledige en stigning på 8000 til 312.000 personer. Der var en anelse mere end ventet , idet analytikerne havde satset på 310.000 nye jobsøgende.
Fredag er ugens nøgletalsmæssige suveræne højdepunkt, idet den amerikanske arbejdsmarkedsrapport offentliggøres. Jobskabelsen er som vanligt i søgelyset, og fra analytikerside estimeres det, at der er skabt 215.000 nye arbejdspladser uden for landbruget i maj.
/ritzau/FINANS
Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk