USA/T-bonds: Rentero i afventende marked

Udgivet den 23-07-2013  |  kl. 07:02  |  

Der var stilstand på det amerikanske rentemarked mandag. Et fald i salget af eksisterende boliger gav anledning til en fortsat tro på, at den amerikanske centralbank vil fortsætte det pengepolitiske program med obligationskøb for 85 mia. dollar per måned et godt stykke tid endnu. Samtidig afventede investorerne ugens T-bond-auktioner, som starter tirsdag.

Den toneangivende amerikanske statsobligation sluttede med en rente på 2,48 pct., hvilket var uændret i forhold til fredagens slutniveau. Omsætningen var dog kun halvdelen af det normale.

Tirsdag morgen handles den 10-årige T-bond fortsat med en rente på 2,48 pct. på markedet i Tokyo.

Det amerikanske boligsalg udviklede sig svagere end ventet i juni. Salget af eksisterende boliger viste et salg på 5,08 mio. ifølge de sæsonjusterede, annualiserede tal fra den amerikanske ejendomsmæglerforening. Det svarede til et fald på 1,2 pct. i forhold til måneden før, hvilket skuffede investorerne, idet analytikerne havde ventet et salg på 5,26 mio. boliger.

- Boligmarkedet er et af de datapunkter, der ikke helt lever op til Federal Reserves manuskript. Der er virkelig ikke ret meget i resten af måneden som kan fastslå, hvad centralbanken vil gøre, siger rentestrateg Aaron Kohli fra BNP Paribas i New York til Bloomberg News.

Salget af eksisterende boliger er dog kendt for at være meget volatilt og kan uventet svinge en del fra måned til måned.

- Salgsdataene kommer ind lavere end forventet. I sidste uge var det byggetilladelser, der også viste en meget svag udvikling. Med de seneste tal, som alle har været en smule svage, er der ikke meget tro på en reduktion fra Federal Reserve i september, siger obligationschef Larry Milstein fra RW Pressprich & Co i New York til Bloomberg News.

Tirsdagen byder på tal for de amerikanske boligpriser, mens det amerikanske finansministerium sætter to-årige T-bonds for 35 mia. dollar under hammeren. Onsdag er der for 35 mia. dollars af de femårige papirer på programmet, og ugens auktioner afsluttes torsdag med salg for 29 mia. dollar af syv-årige statsobligationer.

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk