USA/tendens: Et lille fald i vente trods gode regnskaber

Udgivet den 05-02-2014  |  kl. 14:20  |  

De amerikanske aktiebørser ser ud til at skulle åbne lidt lavere onsdag efter offentliggørelsen af den månedlige private jobrapport fra ADP Research Institute og regnskaber fra selskaber som Time Warner og Merck.

Forud for åbningen peger futures på Dow Jones-indekset på et fald i størrelsesordenen 0,1 pct., og det brede S&P 500-indeks indikeres åbne 0,2 pct. lavere. Det efter en tirsdag med positive takter og stigninger til Dow Jones og S&P 500 på henholdsvis 0,5 og 0,8 pct.

Den amerikanske ADP-rapport skuffede en smule med et fald i januar til 175.000 fra 227.000 måneden før. Ifølge Bloomberg News var der ventet en lidt bedre jobskabelse på 185.000. Nøgletallet bliver betragtet som en retningspil for, hvad den store beskæftigelsesrapport fra det amerikanske arbejdsministerium kan komme til at vise på fredag.

Udover nøgletallene kan der onsdag komme fokus på udtalelser fra et par medlemmer af Federal Reserve. Philadelphia Feds chef Charles Plosser og Atlanta Feds Dennis Lockhart holder taler i løbet af dagen.

Time Warner er steget 0,8 pct. i formarkedet efter sit regnskab, der blev krydret med et aktietilbagekøbsprogram på 5 mia. dollar. Regnskabet viste en indtjening på 1,17 dollar pr. aktie mod en forventning om 1,15 dollar.

Omsætningen kom også lidt bedre ud end ventet, da den for fjerde kvartal blev opgjort til 8,57 mia. dollar mod en forventning om 8,39 mia. dollar.

Dagen har også budt på regnskab fra medicinalselskabet Merck, som i fjerde kvartal omsatte for 11,32 mia. dollar og tjente 0,88 dollar per aktie. Analytikerne havde ifølge Bloomberg News ventet en omsætning på 11,34 mia. dollar og et plus per aktie på 0,89 dollar.

Mercks salg af diabetesmidlet Januvia, der konkurrerer med Novo Nordisks Victoza, faldt i kvartalet til 1121 mio. dollar fra 1134 mio. dollar i fjerde kvartal 2012. Aktien er i formarkedet steget 1,6 pct., ifølge Nasdaq.com.

/ritzau/FINANS

Flemming Thestrup Andersen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk