USA/tendens: Fald i sigte på Wall Street på stor makrodag

Udgivet den 01-11-2023  |  kl. 13:22  |  

Med en lang kø af store makroøkonomiske begivenheder onsdag holder investorerne lidt igen.

Futures for de tre ledende indeks peger mod fald på 0,4 til 0,5 pct., efter at tirsdagens amerikanske aktiemarkeder leverede stigninger i fra 0,4 til 0,7 pct.

Største begivenhed ville normalt være rentemødet hos den amerikanske centralbank, men denne onsdag ventes den at blive overskygget af den amerikanske regerings låneplan, der præsenteres klokken 13.30 dansk tid.

Onsdag vil den føderale regerings finansministerium afsløre sine kvartalsmæssige planer for udstedelse af nye statsobligationer for at finansiere statens enorme budgetunderskud.

Og netop den del af rentemarkedet er under kraftigt pres, hvilket også er baggrunden for de store stigninger i særligt de lange markedsrenter, netop fordi den føderale regering, samtidig med at centralbanken trækker meget store mængder likviditet ud ved at sælge obligationer, udsteder mere og mere ny gæld.

- Markedsdeltagerne er virkelig hyperfokuserede på udbuddet af obligationer lige nu, og vi ved egentlig, at Federal Reserve vil være på pause, siger Angelo Manolatos, strateg hos Wells Fargo, til Bloomberg News.

- Så refinansieringen er en større begivenhed end rentemødet. Det har også meget med de bevægelser, vi har set i renterne siden august, at gøre.

Senere onsdag eftermiddag præsenteres også vigtige nøgletal såsom ISM-erhvervstilliden for fremstillingssektoren og den såkaldte Jolts-opgørelse, der viser antallet af ledige stillinger.

Klokken 19 leveres rentemeldingen fra den amerikanske centralbank og en halv time senere er førstemand, Jerome Powell, klar med et pressemøde.

ESTÉE LAUDER DYKKER EFTER NEDJUSTERING

Estée Lauder dykker 13,9 pct. i formarkedet, efter at den amerikanske skønhedsplejegigant har nedjusteret forventningerne i forbindelse med regnskabet for det forskudte andet kvartal.

For regnskabsåret venter Estée Lauder nu en indtjening per aktie i niveauet 2,17 til 2,42 dollar mod tidligere ventet 3,50 til 3,75 dollar.

- Selvom vi havde et bedre første kvartal end ventet, sænker vi forventningerne til regnskabsåret 2023/24 på grund langsommere vækst i de asiatiske forbrugeres handel i udlandet og i Kina, skriver selskabet i regnskabet.

Generelt går det ikke så godt som håbet i Kina, da også Yum China, hvis mærker blandt andet omfatter KFC, Taco Bell og Pizza Hut i Kina, har leveret en svagere end ventet salgsudvikling.

Yum Chinas finansdirektør Andy Yeung fremhæver, at forbrugslysten aftog i slutningen af september og gennem oktober.

Samlet endte fastfoodkoncernen med en justeret indtjening per aktie på 1,44 dollar mod estimerede 1,27 dollar per aktie.

Aktien falder 0,8 pct. forud for handelsstart.

AMD RAMT AF SVAG PROGNOSE

Aktien i Advanced Micro Devices, AMD, falder 1,3 pct. i onsdagens formarked, efter at chipproducenten i forbindelse med sit regnskab for tredje kvartal skuffede med en svag salgsprognose.

AMD regner med en omsætning i fjerde kvartal på 5,8-6,4 mia. dollar. Midtpunktet af det interval i 6,1 mia. dollar ligger dog noget under konsensus op Wall Street, som ifølge Bloomberg News er på 6,4 mia. dollar - altså prognoseintervallets top.

- I fjerde kvartal venter vi en stærk vækst inden for datacentre og fortsat momentum inden for PC-sektoren, delvist modvirket af lavere salg inden for gamingsegmentet og yderligere aftagende efterspørgsel på de indlejrede markeder, udtaler finansirektør i AMD, Jean hu, i regnskabet.

WEWORK PÅ VEJ I BETALINGSSTANDSNING

Aktien i Wework dropper med 34,7 pct. i onsdagens formarked på spekulationer om, at kontordelingsselskabet planlægger at begære sig selv i betalingsstandsning.

Det er The Wall Street Journal, der fra unavngivne kilder erfarer, at selskabet allerede i næste uge vil søge om kreditorbeskyttelse i en såkaldt Chapter 11-proces.

Weworks markedsværdi var engang på 47 mia. dollar, men den er nu nede under 100 mio. dollar. Weworks aktie blev børsnoteret efter en del tumult tilbage i 2020 i 392 dollar per aktie. I formarkedet er den nede i 1,49 dollar.

.\\˙ MarketWire

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Preview❯  Shares❯  USA❯ 

Seneste nyheder

10:12 Danske banker skovlede penge ind i 2023 - overskuddet steg med 30 mia. kr.
10:09 Obligationer/åbning: Renten siver let før jobrapport fra USA
09:54 NKT får indledt dækning af Barclays med negativ anbefaling
09:35 ALK's topchef om regnskab: Vi er superglade for fantastisk fint kvartal i Europa
09:16 Aktier/åbning: Danske Bank til bunds i rød åbning på ny stor regnskabsdag - ALK stikker af
09:12 Novonesis-finansdirektør ser selskabet nå i land med 2024-mål trods blød start
09:11 Danske Bank trækker solidt overskud i land i ellers fortsat usikker økonomi
09:08 Netcompanys topchef: Uden påskeeffekten ligger marginen over prognoseintervallet
08:55 Råvarer: Oliepriserne stabiliserer sig og går mod et ugentligt fald
08:35 Norsk storbank spår stor kursstigning i ALK oven på voldsom vækst i europæisk tabletsalg
08:29 Aktier/tendens: Danske Bank, Novonesis og ALK indtager rampelyset på ny stor regnskabsdag
08:17 Netcompanys indtjeningen overraskede positivt i første kvartal - vinder ny kontrakt
08:12 ALK-Abelló får løftet anbefaling til "køb" fra "hold" hos Nordea
08:03 Danske Banks topchef: Vi fortsætter med stabile og tilfredsstillende resultater
07:45 Danske Bank går et gear op på bundlinjen - renteindtægter skuffer
07:43 Netcompany overrasker positivt på driften i første kvartal men omsætning skuffer
07:17 Obligationer/tendens: Rente kan tikke let ned før jobrapport
07:10 Svitzer får indledt døkning med en købsanbefaling af Citi
07:02 Asien: Stigninger over alt mens investorerne i Japan og fastlands Kina er fraværende
07:01 Sådan går det Mærsks asiatiske peers fredag