USA/tendens: Fokus på Apple i ventet blandet start

Udgivet den 14-08-2020  |  kl. 14:21  |  

Der er udsigt til en blandet åbning, når de tre ledende amerikanske aktieindeks fredag tager hul på ugens sidste handelsdag.

Det sker, på en dag hvor investorerne spekulerer over sandsynligheden for yderligere stimuli, alt i mens politikerne er sent hjem på en sommerpause.

Torsdag tabte det brede S&P 500-indeks 0,2 pct. til 3373 indekspoint. Dow Jones-indekset bakkede med 0,3 pct., mens Nasdaq sikrede sig en stigning på 0,3 pct., da Apple gik frem.

Forud for handelsstart fredag stiger futuren for Nasdaq med 0,2 pct., mens futures for de to andre indeks falder mellem 0,1 og 0,4 pct.

INTET NYT OM STIMULUSPAKKE

- Vi er milevidt fra hinanden i vores værdier, sagde Nancy Pelosi, demokraternes leder i Repræsentanternes Hus, torsdag om forhandlingerne med Repulikanerne om en ny stimuluspakke i USA ifølge mediet Investing.com.

Senatets republikanske leder, Mitch McConnell, har nu officielt sendt senatorerne hjem på tre ugers sommerferie, og dermed er der ikke meget, der tyder på, at den hårdtprøvede amerikanske økonomi vil få førstehjælp fra en økonomisk hjælpepakke før september.

Med til at dæmpe humøret generelt var tidligere på ugen en udmelding fra Centers for Disease Control and Prevention, som advarede om, at USA skal forberede sig på "det værste efterår, vi nogensinde har haft, ud fra et sundhedsperspektiv".

- Vi kommer til at have covid i efteråret, og vi kommer til at have influenza i efteråret. Og alene en af de to kan stresse bestemte hospitalssystemer, sagde centerets chef, Robert Redfield, tidligere på ugen.

OPMÆRKSOMHED SAMLER SIG OM APPLE

Fredag er de få amerikanske regnskaber på menuen fra blandt andre Draftskings og Madison Square Garden Sports, men mere sandsynligt er det, at investorerne vil rette deres opmærksomhed mod Apple, som er blevet hevet ind i en juridisk kamp af Fortnite-skaberen, Epic Games, der mener, at giganten tager "uberettiget høje" gebyrer for at ekspedere køb-i-app.

Apple har fjernet det populære spil Fortnite fra sin App Store, efter at udvikleren bag spillet, Epic Games, introducerede sit eget betalingssystem i spillet.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters har Apple begrundet beslutningen med, at firmaet ikke havde godkendt spillets nye betalingssystem.

Det amerikanske medie The Verge skriver, at betalingssystemet, som Fortnite indførte, gav udvikleren en vej udenom at betale Apple de 30 pct., man normalt skal, når man sælger noget igennem en app i App Store.

Ifølge AFP vil Epic Games have en føderal domstol til at se på, om Apple bruger sin monopolstatus til at udkonkurrere mindre selskaber.

/ritzau/FINANS

Nicoline Lärka Sørensen

Tags:  Preview❯  Shares❯  USA❯ 

Relaterede nyheder