USA/tendens: Futures stiger i takt med at gældsbekymringerne letter

Udgivet den 01-06-2023  |  kl. 14:14  |  

Der er lagt op til en positiv åbning på det amerikanske aktiemarked torsdag, efter at Repræsentanternes Hus i nat stemte for en suspension af gældsloftet og dermed forhindrede en katastrofe i form af, at USA løber tør for penge den 5. juni.

Endnu mangler loven dog stadig at blive stemt igennem Senatet, hvor den demokratiske flertalsleder Chuck Schumer har lovet at sende lovgivningen til afstemning så hurtigt som muligt, formentlig i dag.

Desuden skal præsident Joe Biden underskrive loven, hvilket dog formentlig er en formssag.

Futures indikerer torsdag eftermiddag afdæmpede stigninger fra åbningen og en gevinst til S&P 500-indekset på 0,2 pct. Nasdaq-indekset indikeres 0,1 pct. højere, mens Dow Jones-futuren halter lidt efter og ligger omkring uændret.

Det teknologitunge Nasdaq-indeks faldt onsdag 0,6 pct. efter stigninger på 2,2 pct. fredag og 0,4 pct. tirsdag, mens mandag var lukkedag på grund af Memorial Day.

Det brede S&P 500-indeks tabte også 0,6 pct., mens Dow Jones-indekset faldt 0,4 pct.

NYT FRA STORMAGASINERNE

Stormagasinkæderne Macy's og Nordstrom kommer til eksamen fra åbningen og vil sandsynligvis bevæge sig i hver sin retning.

Macy's dykker næsten 10 pct. i formarkedet, efter at selskabet har sænket forventningerne til hele året.

Prognosen lyder nu på en justeret indtjening per aktie på 2,70-3,20 dollar mod tidligere ventet 3,67-4,11 dollar per aktie. Analytikerne havde ventet 3,75 dollar per aktie.

Mere positive toner kommer der fra Nordstrom.

I det netop overståede første kvartal, der løb til og med april, endte både omsætning og indtjening en smule højere, end analytikerne havde ventet, og det bliver belønnet af investorerne.

Aktien stiger i underkanten af 4 pct. i formarkedet.

Den justerede indtjening per aktie endte på 0,07 dollar, hvor resultatet i samme periode sidste år var et underskud på 0,06 dollar.

Analytikerne havde da også på forhånd ventet et justeret underskud per aktie på 0,13 dollar, viser estimater fra Bloomberg News.

Omsætningen landede på 3,18 mia. dollar. Det er 11 pct. lavere end samme periode året før, men mere end de 3,12 mia. dollar, som analytikerne havde forudset.

- Vi er opmuntrede af vores momentum, særligt på grund af det usikre makroøkonomiske miljø, siger topchef Erik Nordstrom i forbindelse med regnskabet ifølge Bloomberg News.

PFIZER FÅR GODKENDT RSV-VACCINE

For Pfizer ser den indledende handel ud til at byde på en kursstigning på 0,5 pct., efter at selskabet har fået godkendt sin vaccine mod luftvejsvirusset RSV til ældre voksne i USA.

For bare en måned siden fik den britiske konkurrent GSK godkendt sin RSV-vaccine, som skal ramme et marked, der ifølge Bloomberg News er estimeret til at være 10 mia. dollar værd inden for det næste årti.

Også danske Bavarian er langt med en vaccine mod RSV.

Fra regnskabsfronten var der umiddelbart godt nyt fra softwareselskabet Salesforce, der leverede en bedre indtjening i årets første kvartal og en højere prognose for det næste, end analytikerne på forhånd havde ventet.

Men væksten er ikke så høj som tidligere, og antallet af nye kontrakter er vigende, konstaterer analytikere ifølge Bloomberg News.

Aktien ligger til at åbne 6,6 pct. lavere.

.\\˙ MarketWire

Jakob Dalskov

Tags:  Preview❯  Shares❯  USA❯ 

Seneste nyheder

17:54 Europa/lukning: Uønsket konkurrence pressede Delivery Hero i positivt marked
17:49 Porsches indtjening ramt af sløjt salg i Kina og opdaterede modeller
17:06 Fredagens obligationer: Luften gik af renteballonen efter inflationstal
17:05 Fredagens aktier: Mærsk sejlede forrest i lettet C25 efter inflationstal
16:29 Novos ugentlige insulin skal vurderes i USA 24. maj
16:01 USA: Michigan-indekset blev revideret ned i endelig opgørelse for april
15:35 USA/åbning: Positive regnskaber tager igen fokus efter fastholdt inflation
15:26 Tesla igen i myndighedernes søgelys: Undersøger tilbagekaldelse af 2 mio. biler
14:45 Lille aktielettelse efter uændret amerikansk kerneinflation
14:44 Valuta: Svækket yen skaber bekymring - dollar holder stand efter inflationstal
14:33 USA: Privatforbruget steg mere end ventet i marts
14:32 USA: Kerneinflation holdt niveau i marts
14:17 Aktivistinvestor øger aktiepost i ombejlede Anglo-American
13:50 USA/tendens: Stærke regnskaber fra Microsoft og Alphabet løfter humøret
13:47 Amerikanske oliekæmper falder i formarkedet efter skuffende regnskaber
13:03 Shape Robotics sikrer sig ordre på 224 mio. kr.
12:32 Coloplast er overbevist om at sårplejeprodukter lever op til nye tilskudskrav i USA
12:26 Boozt-direktør ser solskin forude efter udfordrende start på året
12:18 Europa/aktier: Thyssenkrupp topper grønt marked efter håndsrækning fra milliardær
12:04 Obligationer/middag: Renten siver fortsat inden vigtige amerikanske inflationstal