USA/tendens: Høj stemning fra ugens start med teknologiaktier i front

Udgivet den 28-09-2020  |  kl. 14:47  |  

Stemningen er høj forud for åbningen på Wall Street mandag, hvor frygten for effekterne af covid-19 er skubbet i baggrunden, og selv flyselskaberne vinder terræn.

American Airlines stiger således 3,4 pct., efter at selskabet ifølge Reuters har meddelt, at det har sikret sig et lån på 5,5 mia. dollar, og har adgang til et ekstralån på op til 2 mia. dollar i oktober, afhængig af fordelingen af en statslig lånepakke til luftfartsindustrien på 25 mia. dollar.

Også United Airlines indikeres 2,9 pct. højere.

På indeksniveau indikerer futures stigninger i S&P 500- og Dow Jones-indekset på 1,4 pct., mens Nasdaq-indekset ventes at klare sig endnu bedre og indikeres at indlede ugen 2 pct. højere.

Fredag endte det brede S&P 500-indeks 1,6 pct. højere, hvilket begrænsede ugens fald til 0,6 pct.

Nasdaq klarede sig bedre med et plus på 2,3 pct., da det var de store teknologinavne, som løftede markedet. Nasdaq gik dermed samlet frem med 1,1 pct. i sidste uge. Endelig steg Dow Jones fredag 1,3 pct. og endte ugen med et minus 1,7 pct.

Der kan også mandag ventes fremgang i de store teknologinavne som Alphabet, Amazon, Apple og Netflix, der stiger 1,9-2,8 pct. i formarkedet. Ifølge Reuters anses de store teknologinavne som relativt sikre aktier under coronakrisen, og mange af selskaberne har da også klaret sig fint igennem.

BEGRÆNSNINGER PÅ CHIPSEKTOREN

Chipsektoren kan til gengæld lide under ny handelsfnidder, da USA ifølge Reuters vil begrænse eksport til Kinas største chipproducent SMIC for at forhindre militær anvendelse.

Chiprelaterede aktier som Lam Research og Applied Materials ligger til at åbne tæt på uændret, mens KLA-Tencor falder 1,5 pct.

Boeing er til gengæld i medvind og stiger 3,5 pct. i formarkedet ved udsigt til at luftfartsmyndighederne denne uge skal gennemføre en evalueringsflyvning med 737 Max, der har været sat på landjorden efter to flystyrt i 2018 og 2019. Det skriver Reuters.

OPKØB OG FUSIONER I FOKUS

Der er mandag ifølge Investing.com også opmærksomhed om nye opkøb og fusioner.

Den amerikanske jernmalmvirksomhed Cleveland-Cliffs stiger 8,7 pct. oven på en aftale om køb af aktiver for 1,4 mia. dollar fra verdens største stålvirksomhed ArcelorMittal.

Caesars Entertaiment er desuden i fremskredne forhandlinger om køb af det britiske forlag William Hill, og energiselskabet Devon Energy har indgået aftale om køb af WPX Energy for 2,56 mia. dollar.

Caesars Entertainment stiger 2,5 pct., WPX ligger 12,6 pct. højere, og Devon stiger 1,1 pct.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov

Tags:  Preview❯  Shares❯  USA❯ 

Relaterede nyheder