USA/tendens: Indeks dykker på vækstbekymring - Kina og Apple i fokus

Udgivet den 07-12-2022  |  kl. 14:55  |  

Nedturen på det amerikanske aktiemarked ser ud til at fortsætte onsdag, hvor særligt det teknologitunge Nasdaq-indeks og aktier som Apple er ramt forud for åbningen.

Futuren for Nasdaq-indekset falder 1 pct. omkring en time før åbningen, mens S&P 500-indekset og Dow Jones-indekset står til at falde henholdsvis 0,7 pct. og 0,4 pct., når markedet åbner.

Dermed fortsætter udviklingen fra USA tirsdag aften, som også bredte sig til både de asiatiske markeder og Europa, hvor der er malet med rødt onsdag.

Det sker umiddelbart i forlængelse af negative handelstal fra Kina, der fra morgenstunden viste et kraftigt fald i eksporten i november, og det mindskede ikke behovet for sikkerhed. Samtidig overskyggede det den positive effekt af udsigten til yderligere lempelser af Kinas nultolerancepolitik over for corona, som er annonceret og er kommet drypvis den seneste tid.

Samtidig var både jobrapporten i USA fredag samt friske ISM-tal begge stærkere end ventet, og det har fået økonomer til at tro på en højere rentetop.

- De seneste økonomiske data har understreget usikkerheden omkring de økonomiske udsigter og Federal Reserves reaktion, siger Mark Haefele, investeringschef hos UBS Global Wealth Management, ifølge Bloomberg News.

- Vi forventer mere volatilitet og vil holde fast i at være defensive, lyder det videre.

Det brede S&P 500-indeks tabte tirsdag 1,4 pct., mens Dow Jones bakkede 1,0 pct., og Nasdaq droppede mest med 2,0 pct.

APPLE OG META I FOKUS

Apple er i fokus onsdag, hvor aktien falder 0,9 pct. i formarkedet.

Tirsdag hev aktien hovedindekset mest ned af alle med et fald på 2,5 pct. Her var fokus på, at coronanedlukninger i Zhengzhou har medført et månedligt omsætningsfald hos Foxconn, verdens største producent af mobiltelefoner og største producent af Apples iPhone, på 29 pct. i forhold til oktober.

Det tegner ikke godt for, hvor mange mobiler Apple for tiden modtager fra leverandøren og derfor heller ikke for salget.

Også Meta Platforms falder 0,9 pct. i formarkedet dagen efter et minus på 6,8 pct.

Det skyldtes en artikel i The Wall Street Journal om, at EU-Kommissionen ifølge unavngivne kilder nu kræver, at koncernen ændrer på sine brugervilkår for Facebook og Instagram, så brugerne ikke ad den vej tvinges til at acceptere visninger af målrettede annoncer baseret på deres aktivitet på platformen.

KINESISKE AKTIER FALDER

De amerikansknoterede kinesiske aktier får også opmærksomhed onsdag, da særligt markedet i Hongkong tog en dukkert onsdag morgen.

På et tidspunkt onsdag lå markedet ellers i plus, da investorerne reagerede på lempelsen af covid-restriktionerne. Siden tog det en negativ drejning, der kan skyldes gevinsthjemtagning, vurderer chefstrateg Ib Fredslund Madsen fra Jyske Bank.

- Faldet virker måske underligt på dagen, hvor Kina lemper covid-19-restriktioner yderligere, men markedet var allerede overkøbt, så det kunne ligne gevinsthjemtagning suppleret med, at recessionsfrygt for Kinas vestlige eksportmarkeder (USA & EU) kryber ind i markedsstemningen, oplyser Ib Fredslund Madsen og peger på, at markedet i november var steget med 27 pct.

Alibaba falder 4,1 pct. i det amerikanske formarked, mens JD.com falder 5,2 pct. i formarkedet.

CAMPBELL SOUP STÅR TIL STIGNING

Fødevareproducenten Campbell Soup kom godt igennem sit første kvartal af den forskudte regnskabsperiode 2022/23, hvor selskabet var godt understøttet af sine forstærkede forsyningskæder samt et stærkt brandmomentum.

Campbell Soup har derfor opjusteret forventningerne til resten af regnskabsåret, skriver Bloomberg News.

Fødevareproducenten, der blandt andet står bag konservesmad af samme navn, venter i 2022/23 en justeret indtjening per aktie på 2,90 til 3 dollar mod konsensus blandt analytikerne på 2,91 dollar per aktie. Samtidig ventes omsætningsvæksten fra den fortsættende forretning at lande i niveauet 7-9 pct.

Tidligere var der ventet en justeret indtjening per aktie på 2,85-2,95 dollar og en omsætningsvækst fra fortsættende aktiviteter på 4-6 pct.

Aktien stiger 3,8 pct. i formarkedet.

.\\˙ MarketWire

Trine Vestergaard

Tags:  Preview❯  Shares❯  USA❯ 

Seneste nyheder

17:51 Europa/lukning: Hollandske banker snublede i skatteforslag på rød dag
17:06 Fredagens aktier: Demant i bund på dag fortsat præget af højere renter - bankerne gik frem
17:05 Hartmann indkalder til ekstraordinær generalforsamling 16. oktober
17:04 Fredagens obligationer: Renten toppede før amerikanske nøgletal - endte med fald
16:40 Hartmann: Dansk Aktionærforening vil samle utilfredse mindretalsaktionærer
16:37 Storbank ser attraktive afkastmuligheder i obligationer de kommende år
15:55 Canadisk finanshus ser Eli Lilly dominere fedmemarkedet i 2030'erne
15:53 Amerikanske indkøbschefers syn på aktiviteten mister momentum i september
15:49 USA/åbning: Grønt pust efter tre dages mismod - opkøb og udsalg på dagsordenen
15:30 Simcorp-topchef efter entré i Deutsche Börse: Står endnu stærkere i konkurrencen
14:45 Minister vil have undersøgt bankers renter til kunderne
14:31 Japanske Mitsui og canadisk partner træffer endelig beslutning om 1 GW havvind i Taiwan
14:27 Amerikansk biotekselskab stiger efter positive forsøg med patienter med blærekræft
14:09 Tørlastindeks forsætter stigning efter kortvarigt dyk
13:43 Svensk teknologiselskab falder tungt efter handelsopdatering
13:34 USA/tendens: Aktierne rejser sig efter dukkert - nyt om Activision, Amazon og Apple
12:58 Hartmann i pæn stigning: Løfter sig et stykke over Stadils indikative bud
12:36 Valuta: Ultralempelig pengepolitik svækker japanske yen
12:09 Hollandske banker falder på forslag om øget beskatning
12:08 Europa/aktier: Renteudsigter presser aktierne - hollandske banker ramt af skat