USA/Tendens: Investorerne trækker i land før regnskabssæson

Udgivet den 07-04-2014  |  kl. 14:17  |  

Den amerikanske regnskabssæson starter om få dage, og investorerne gør sig allerede mandag klar til retræte. Efter en negativ dag fredag er futures for de toneangivende amerikanske indeks i minus, hvor ikke mindst teknologi-tunge Nasdaq ses tage endnu et nyreslag.

Fredag faldt Nasdaq med hele 2,6 pct. da investorerne trak sig fra it-giganter som Apple, Facebook og Twitter. Mandag indikerer futuresmarkedet fald til Dow Jones, S&P500 og Nasdaq på 0,4 til 0,8 pct.

- Der er en masse profithjemtagning i de store teknologiaktier i øjeblikket. Det bliver nogle spændende uger, når regnskabssæsonen starter. Alle forventer et svagt kvartal grundet modgangen fra vejret. Det amerikanske marked er stadig stærkt, men vi bliver pine død nødt til at se indtjeningsvækst, hvis der skal være støtte til den nuværende værdisætning, siger Heinz-Gerd Sonnenschein fra Deutsche Postbank til Bloomberg News.

Tirsdag aften åbner alluminiumsproducenten Alcoa ballet med sit regnskab. Resten af ugen kommer der regnskaber fra selskabet så forskellige som Family Dollar Stores og storbankerne JPMorgan Chase og Wells Fargo. Bloombergs estimater viser en forventning i markedet på en profitvækst på 1 pct. og en omsætningsvækst på 2,9 pct. år til år i S&P500.

I formarkedet falder de samme teknologitunge selskaber, som ledte an i tilbagefaldet fredag.

Apple falder 0,7 pct., Facebook 1,1 pct., Twitter 0,1 pct. og Google 0,8 pct.

Ud over de kommende regnskaber vil ugen være påvirket af referatet fra det seneste møde i den amerikanske centralbank, Fed. Ved mødet bragte centralbankchef Janet Yellen røre i vandene ved at indikere, at renten kan blive hævet hurtigere end forventet i markedet.

Derfor vil der være ekstra fokus på indholdet af referatet fra mødet.

/ritzau/FINANS

Bertil Barkholt Fruelund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk