USA/tendens: Markedet ses falde fra rekordniveau - Boeing skuffer

Udgivet den 24-01-2025  |  kl. 14:25  |  

En lukkerekord til S&P 500-indekset frister fredag tilsyneladende til lidt gevinsthjemtagning på det amerikanske aktiemarked, hvor blandt andet Boeing og American Express er i let modvind.

Markedets fokus er ifølge Reuters fortsat på USA's præsident Donald Trumps planer for told. Helt greb om Trumps strategi er det dog svært at få, da det fyger med forskellige satser. De seneste kommentarer fra Trump virker samtidig nærmere som et forhandlingsoplæg til kineserne, da Trump har sagt, at han "helst ikke" vil hæve tolden på kinesiske varer.

På futuremarkedet indikeres S&P 500-indekset at ville åbne 0,1 pct. lavere.

Dow Jones-futuren dykker 0,3 pct., mens Nasdaq-futuren har stukket næsen oven vande og stiger 0,02 pct.

BOEING I MODVIND

For Boeing tegner åbningen let negativt oven på en regnskabsgyser torsdag aften.

Flygiganten har lagt foreløbige regnskabstal frem for fjerde kvartal af 2024, og atter en gang skuffer den amerikanske luftfartskæmpe.

I de sidste tre måneder af 2024 blev det nemlig til en samlet omsætning på 15,2 mia. dollar, men det matcher på ingen måde forventningerne på Wall Street, som ifølge Bloomberg News lyder på næsten 16,8 mia. dollar.

Underskuddet per aktie blev samtidig på 5,46 dollar, hvilket er et langt større minus en analytikerbuddet på 1,22 dollar.

Den i forvejen hårdtprøvede Boeing-aktie falder 1,5 pct. i formarkedet.

NOVO-RIVAL TRYKKES

Også Novo Nordisk store konkurrent på diabetes- og fedmemarkedet, Eli Lilly, falder 1,1 pct. i formarkedet.

Novo stiger derimod over 13 pct. i København oven på lovende vægttabsdata med lægemiddelkandidaten Amycretin.

Fra den amerikanske regnskabsscene er der også nyt fra kreditkortudstederen American Express og teleselskabet Verizon.

Modtagelsen af American Express er negativ, selv om der er tale om rekordresultater for 2024 og forventninger om yderligere fremgang i år.

Aktien dykker dog 2 pct., men har også haft et pænt ridt i den senere tid og satte rekord torsdag.

For Verizon tegner fredagens åbning afdæmpet. Aktien steg ellers omkring 3 pct. i formarkedet kort efter regnskabet for fjerde kvartal, men gevinsten er hurtigt fordampet, og halvanden time før klokken på Wall Street lyder, ligger Verizon i et minus på 0,1 pct.

Verizons indtjening per aktie endte på 1,10 dollar i fjerde kvartal og flugtede med analytikernes estimater på 1,09 dollar.

.\\˙ MarketWire

Jakob Dalskov

Tags:  Preview❯  Shares❯  USA❯ 

Seneste nyheder