USA/tendens: Roen breder sig efter weekendens angreb - Goldman Sachs med stærkt kvartal

Udgivet den 15-04-2024  |  kl. 14:04  |  

Nyfunden ro synes at være nået de amerikanske aktiemarkeder mandag, efter at de fredag gik på weekend med tydelige fald på frygten for en eskalering i Mellemøsten mellem Israel og Iran.

Det iranske angreb, der blev varslet fredag, blev gennemført natten til søndag uden at forårsage større skader, da størstedelen af artilleriet blev nedskudt.

Handlerne satser nu på, at angrebet ikke byder på yderligere eskaleringer. Det afspejles i futures for de toneangivende aktieindeks i USA, der forud for åbning stiger 0,5-0,6 pct.

Stigningerne følger dog også større fald fredag på 1,2-1,6 pct.

- Det er fornuftigt at indregne mere geopolitisk risiko, men når alt kommer til alt, er aktiemarkedet kun omkring 2 pct. fra højeste niveau nogensinde, siger Timothy Graf, der er chefstrateg i State Street, ifølge Bloomberg News.

- Det var en tydeligt telegraferet geopolitisk udvikling. Og en del af de dårlige nyheder er allerede indregnet, fortsætter han.

GOLDMAN SACHS LEVERER STÆRKT I FØRSTE KVARTAL

Investeringsbanken Goldman Sachs kom væsentligt bedre ud af sit første kvartal, end det var ventet i markedet. Særligt bidrog indtægterne fra handel med rentepapirer, valuta og råvarer til den positive overraskelse.

Regnskabet belønnes med et plus på 3,7 pct. i formarkedet efter et fald på 2 pct. fredag.

I første kvartal voksede Goldman Sachs' nettoindtægter med 16 pct. til 14,21 mia. dollar mod ventet 12,98 mia. dollar ifølge Bloomberg News.

Her bidrog indtægterne fra handel med rentepapirer, valuta og råvarer (FICC) på 4,32 mia. dollar mod ventet 3,64 mia. dollar.

Indtjeningen per aktie er steget til 11,58 dollar fra 8,79 dollar i samme periode sidste år. Her lød konsensus på 8,81 dollar.

TESLA VIL FYRE HVER TIENDE

Tesla vil fyre en tiendedel af de ansatte globalt, skriver Bloomberg News med henvisning til mediet Electrek. Fyringerne kommer, da den amerikanske elbilproducent sælger færre biler.

Topchef Elon Musk citeres for at sige, at det er "flere med samme funktion og jobfunktioner i visse områder", der kommer til at stå for skud. Fyringerne ventes at løbe op i flere end 14.000.

Elbilproducenten har været ramt af en nedgang i antallet af leverancer. I første kvartal blev leveret 386.810 køretøjer, mens der var ventet 449.080 biler.

Tesla bakker 1,5 pct. i formarkedet.

SALESFORCE MED MULIGT OPKØB

Salesforce har mandag kurs mod en start i rødt, efter at softwarekoncernen efter sigende skulle være i forhandlinger om et opkøb Informatica.

Hvis rygterne holder stik, vil "Salesforce forsøge at udvide sin tilstedeværelse på markedet for data og analyse", vurderer analytiker John DiFucci fra Guggenheim.

Selv om opkøbet kan have sin berettigelse, er der også risici forbundet, vurderer Tyler Radke fra Citi ifølge Bloomberg News.

Salesforce falder 2,7 pct. i formarkedet.

Softwareselskabet Blackbaud har modtaget et overtagelsestilbud fra investeringsselskabet Clearlake på 80 dollar per aktie.

Buddet er en forhøjelse, efter at Blackbaud tidligere har afvist et bud på 71 dollar. Clearlake ejer i forvejen 18,9 pct. af Blackbauds udestående aktier.

Rygterne svirrede allerede torsdag, hvilket sendte aktien op med 4,2 pct. Fredag bød på en stigning på 1 pct., og mandag fortsætter opturen i formarkedet med et plus på 4,1 pct. til 79,90 dollar.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Preview❯  Shares❯  USA❯ 

Seneste nyheder

18:00 Svitzer/Citi: Indleder dækning med "køb"
17:54 Europa/lukning: Kundeservicekoncern toppede i misfornøjet marked
17:35 STG's forventning om vækstopsving i andet kvartal giver fastholdt prognose
17:27 Genmabs bundlinjen bugner efter store finansindtægter - Darzalex sender toplinjen frem
17:04 Torsdagens aktier: Nedtur til Novo og Mærsk på hæsblæsende regnskabsdag med GN i front
17:01 Torsdagens obligationer: Renterne faldt en smule inden vigtigt jobtal fredag
15:40 USA/åbning: Endelig konklusion på Powells kommentarer giver grøn start
14:35 Aktiechef om ISS-fald: Det er gået op for markedet at aktien ikke er en nytårsraket
14:24 USA/tendens: Lettelse at spore efter Powells afvisning af renteforhøjelse
13:15 Valuta: Yen svækkes igen fra styrket niveau efter mistænkt intervention
13:04 Alm. Brand Groups topchef om flot kvartal: Prognosen tipper måske lidt mod den høje ende
12:26 Mærsk-topchef har svært ved at se aktietilbagekøb vende tilbage i år
12:03 Europa/aktier: Powell-kommentarer og regnskaber holder markedet på tæerne
11:48 Obligationer/middag: Renterne siver fortsat frem mod tal fra USA
11:43 Mærsk-topchef kigger stadig på mulighed for at købe DB Schenker
11:37 Aktier/middag: Novo og Mærsk trækker C25 ned trods GN i topform
11:31 Novo går efter endnu en vigtig godkendelse til Wegovy i juli
10:16 Vestas-topchef er "meget komfortabel" med forventningerne efter første kvartal som planalgt
10:12 Havvind hjalp Ørsted til positiv overraskelse i første kvartal
10:11 Novos kassemester: Vi kan virkelig lide hvad vi ser for Wegovy i USA