USA/tendens: Rolig åbning i vente men inflationstal kan ændre billedet

Udgivet den 10-04-2024  |  kl. 13:13  |  

Inflationstal fra USA kan meget vel komme til at afgøre retningen fra åbningen på det amerikanske aktiemarked onsdag.

Tallene offentliggøres kl. 14.30, og forud for den begivenhed indikerer indeksfutures en noget nær uændret åbning onsdag i New York.

Det var ikke det store spræl i de tre ledende aktieindeks tirsdag, hvor det brede S&P 500-indeks steg beherskede 0,1 pct.

Nasdaq-indekset steg lidt mere med 0,3 pct., mens Dow Jones-indekset endte næsten uændret.

VENTER STIGNING I INFLATIONEN

Eftermiddagens forbrugerprisopgørelse fra USA ventes ifølge Bloomberg News at vise en stigning i inflationen til 3,4 pct. i marts fra 3,2 pct. måneden før.

Kerneinflationen - der fraregner fødevarer og energi - ventes dog at være aftaget til 3,7 pct. fra 3,8 pct.

Viser rapporten en højere prisstigningstakt end ventet, kan det meget vel dæmpe forventninger til rentenedsættelser hos den amerikanske centralbank yderligere.

Tidligere havde markedet indiskonteret meget store rentenedsættelser i årets løb, men den senere tid har det bevæget sig ned omkring de tre rentenedsættelser, som også den amerikanske centralbank har i sin forudsigelse.

Den amerikanske centralbank kommer onsdag aften i øvrige med referat fra det seneste rentemøde, som vil blive nærlæst for indikationer på renteudsigterne.

OPLØFTENDE FORVENTNINGER FRA DELTA

Selskabsspecifikt kommer der fokus på Delta Air Lines efter luftfartsselskabets regnskab for første kvartal. En rekordomsætning gav en bedre indtjening end ventet, og Deltas forventninger til andet kvartal oversteg også konsensus i markedet.

- I første kvartal leverede vi en rekordomsætning efter en fantastisk driftsperformance, der muliggjorde en stærk indtjeningsvækst, siger topchef Ed Bastian i regnskabet.

Forventningerne til den justerede indtjening per aktie i andet kvartal på 2,20-2,50 dollar er noget bedre, end analytikerne ifølge Bloomberg News havde ventet. Her var ventet 2,23 dollar per aktie mod midtpunktet for Deltas spænd på 2,35 dollar.

Aktien i Delta stiger i formarkedet med 4,2 pct.

Den amerikanske sæson for regnskaber for de første tre måneder af 2024 bliver for alvor skudt i gang på fredag, når storbankerne JPMorgan, Citigroup og Wells Fargo kommer med tal.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Preview❯  Shares❯  USA❯ 

Seneste nyheder

17:48 Europa/lukning: Danske og britiske selskaber i fokus på rød dag - Demant i bund
17:04 Onsdagens aktier: Bankerne og Pandora klarede frisag på dag inden regnskabsstorm
17:00 Onsdagens obligationer: Handlerne vågner op til melding fra Federal Reserve
16:39 Amerikanske råolielagre steg overraskende i sidste uge
16:03 Færre ledige stilliger på det amerikanske jobmarked i marts
15:47 Svitzer-topledelse køber aktier for samlet 2,9 mio. kr.
15:39 USA/åbning: Pfizer i optur på opjustering i blandet start på rentemødedag
15:36 Amerikansk apotekerkæde banker ned med 19 pct. efter nedjustering
15:06 Estee Lauder står til dyk efter forventning om lavere salg
14:34 Stærk amerikansk beskæftigelsesrapport i april - byggesten til fastholdt rente
13:45 Valuta: Dollar i stærkeste niveau siden november forud for rentemelding
13:28 USA/tendens: Pfizer i fokus efter opjustering på ellers afventende dag
13:04 Novos Ozempic og Rybelsus bliver mindre tilgængeligt i Danmark
12:58 Pfizer opjusterer indtjeningsforventningerne efter stærkt første kvartal
12:28 Spansk storbank klar med bud på rival - tilbyder præmie på 30 pct.
12:08 Europa/aktier: Sydbank i toppen af ferietynd handel - Novo synker mod bunden
11:47 Aktier/middag: Banker trækker op på stille og sur dag
11:41 Sydbank-topchef om Coop Bank: "Vi kigger på alt hvad der er på markedet"
11:23 Sydbank/CEO: Øvrige basisindtægter på øget udlån kompenserer for rentepres
10:10 Bitcoin rammer laveste niveau i to måneder