USA/tendens: Udsigt til moderate fald efter voldsom optur

Udgivet den 27-03-2020  |  kl. 14:01  |  

De amerikanske aktieindeksfutures peger fredag moderat nedad, efter at S&P 500- og Dow Jones-indeksene torsdag afsluttede den bedste tredages periode siden 1930'erne.

Dow Jones-indekset nåede torsdag at stige 20 pct. fra mandagens bund, hvilket betød, at indekset teknisk set kom i et bullmarked.

Alle de tre toneangivende amerikanske aktieindeksfutures ligger med fald på 2,6-3,1 pct., hvor Nasdaq-futuren klarer sig bedst, mens Dow Jones-futuren klarer sig dårligst.

Både S&P 500- og Dow Jones-indekset er dog fortsat mere end 20 pct. under deres respektive toppe fra midten af februar, og markedsdeltagere vurderer ifølge Reuters dog, at det seneste opsving i aktiemarkerne sandsynligvis ikke vil vare ved uden bevis på, at virusudbruddet bliver inddæmmet.

De seneste dages optur har været drevet af stimulusmeldinger fra både centralbanker og politikere, hvor sidstnævnte gruppe fredag er i fokus, idet de i Repræsentanternes Hus ventes at skulle drøfte stimulusforslaget på 2200 mia. dollar, der skal oversvømme landet med penge for at modvirke de negative effekter af coronaudbruddet.

- Stigningerne i aktierne i denne uge afspejler ikke rigtigt markedets tillid til at coronavirusudbruddet har toppet, og at den økonomiske uro er ovre, siger Han Tan, der er markedsanalytiker hos FXTM i Kuala Lumpur til Reuters.

Oliegiganten Exxon Mobil indikeres 3,0 pct. lavere, og det uafhængige olieselskab Conocophillips indikeres 3,1 pct. lavere. Olieselskaberne følger nedturen til olieprisen, hvor WTI-olien fortsætter nedad med et minus på 1,3 pct. efter torsdagens fald på 7,7 pct.

BOEING INDIKERES EN LILLE SMULE NED EFTER VOLDSOM STIGNING

Boeing indikeres 2,1 pct. lavere, efter at aktierne i flyproducenten har været flyvende i denne uge med en stigning på cirka 90 pct.

Mandag startede festen med en købsanbefaling fra Goldman Sachs, og den blev fortsat af, at topchef Dave Calhoun tirsdag fortalte, at Boeing kan finde alternativer til en redningspakke fra regeringen.

Han afviste også at give aktier til staten i bytte for hjælp. Det tolkes positivt, for i teorien sælger virksomheder aktier, når det går allerbedst, og tingene peger nedad herfra, mens de foretrækker at sælge gæld, når ledelserne tror på aktiefremgang.

Lululemon Athletica indikeres 3,9 pct. lavere, efter at den canadiske yogatøjproducent torsdag aften har leveret regnskab for fjerde kvartal, hvor indtjeningen var en smule bedre end ventet, men hvor der ikke blev givet nogen prognose for det nye regnskabsår som følge af coronavirusudbruddet.

Lululemon fortalte blandt andet, at der ses en dramatisk afmatning som følge af butikslukninger, og det blev dog også pointeret, at selskabet har mere end 1 mia. dollar i likvider samt at den kinesiske forretning bliver stærkere.

Boligentreprenøren KB Home indikeres 4,8 pct. højere, efter et bedre end ventet salg i det forskudte første kvartal. Salget steg 33 pct. i første kvartal til 1,08 mia. dollar, hvor analytikerne ifølge Bloomberg News ventede 956,1 mio. euro.

Den amerikanske smykkeforhandler Signet, der blandt andet forhandler Pandora-smykker, indikeres 7,7 pct. lavere efter torsdagens regnskab, der viste en større end ventet sammenlignelig salgsvækst, og kursløft på 29,9 pct.

Efterfølgende har finanshuset Bank of America også sænket sin anbefaling på smykkeaktien til "underperform" fra "neutral".

/ritzau/FINANS

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Market Open❯  Shares❯  USA❯ 

Relaterede nyheder