USA/tendens: Udsigt til rød start - medicinalselskab får corona-boost

Udgivet den 07-07-2020  |  kl. 14:43  |  

Efter fem gode dage på aktiemarkedet er der udsigt til en rød start i USA, når handelen starter om en god times tid.

Frygten for en opblussen af coronavirus har taget hovedrollen i markedet tirsdag efter de foregående dage at have haft biroller.

I USA er et større område i Miami blevet det seneste amerikanske hotspot, som ruller genåbningen tilbage og nu igen har beordret alle restauranter lukket. I Texas registreredes det højeste antal indlagte med coronavirus for ottende dag i træk.

Rejserelaterede aktier, der har været hårdest ramt af lockdown, rammes i formarkedet tirsdag. Aktier som American Airlines og United Airlines falder henholdsvis 2,7 pct. og 3,3 pct. i formarkedet. Krydstogtrederier som Royal Caribbean og Norwegian Cruise Line falder henholdsvis 1,9 pct. og 2,0 pct.

Futures på de tre ledende amerikanske indeks ligger med negative reguleringer på 0,3-0,8 pct.

Mandag var fokus på bedre end ventede økonomiske data og på forhåbninger om, at genopretningen af økonomien er på sporet. Mens nye stigninger i antallet af smittede med coronavirus blev næsten ignoreret.

Det brede S&P 500-indeks steg med 1,6 pct. Det teknologitunge Nasdaq-indeks vandt 2,2 pct., og de tunge aktiers Dow Jones-indekset gik frem med 1,8 pct.

MEDICINALSELSKAB BRAGER OP

Blandt de få solstrålehistorier tirsdag er det amerikanske medicinalselskab Novavax. Selskabet er blevet tildelt 1,6 mia. dollar af den amerikanske regerings program "Operation Warp Speed".

Det skriver Bloomberg News.

Projektet er blevet sat i søen af den amerikanske regering for at fremme udviklingen af vaccine og medicin mod coronavirusset. Målet er at udvikle 300 mio. sikre og effektive doser vacciner til januar 2021.

Med tildelingen af de 1,6 mia. dollar, kan Novavax nu producere de første 100 mio. doser med startproduktion i fjerde kvartal af i år, udtaler den administrerende direktør for Novavax, Stanley Erik, til Reuters.

Desuden kan det dække udgifterne til et stort fase 3 forsøg - det sidste stadie af test på mennesker - som kan begynde allerede i starten af oktober.

Beløbet er det hidtil største enkeltbeløb, som "Operation Warp Speed" har kastet af sig. Tidligere er også medicinalvirksomhederne Johnson & Johnson, Moderna og Astrazeneca blevet tildelt mellem 465 mio. dollar og 1,2 mia. dollar til udvikling af vacciner.

Nyheden kan ses på Novavax-aktien, som i formarkedet stiger 31 pct. til 103 dollar.

Regeneron har også fået 450 mio. dollar fra regeringen til det fortsatte udvikling og produktion af et vcorona-middel. Tildelingen er også sket som en del af den amerikanske regerings program "Operation Warp Speed".

Her er effekten på kursen noget mindre. Aktien stiger i formarkedet 2 pct. til 639,88 dollar.

/ritzau/FINANS

Claus Mikkelsen

Tags:  Preview❯  Shares❯  USA❯ 

Relaterede nyheder