USA/tendens: Udsigt til små fald på sidste dag i sur uge

Udgivet den 26-02-2021  |  kl. 14:15  |  

Det teknologitunge Nasdaq 100-indeks ligger til at åbne med et lille fald, og der er dermed udsigt til den værste uge siden marts sidste år, idet den hurtige rentestigning fortsætter med at skabe bekymring.

- Samlet set er investeringscasen for aktier stadig okay, men ikke spektakulær, siger Joseph Little, global aktiestrateg hos HSBC Asset Management, til Bloomberg News.

Aktierne er dykket i denne uge med et fald på tæt ved 6 pct. til Nasdaq-indekset, hvilket skyldes en stor stigning i statsobligationsrenterne og bekymringer om, at markederne er overophedet.

Det skorter dog ikke på investeringsstrateger, der minder klienterne om, at hurtigere økonomisk vækst er en positiv drivkraft for aktier samtidig med at obligationsrenterne fortsat er lave i historisk målestok.

- Vi venter ikke, at stigningen i renterne vil afspore aktieopturen, siger Mark Haefele, investeringschef hos UBS' formueforvaltning, til Bloomberg News.

Futures for de tre ledende amerikanske aktieindeks peger mod nye fald. Futuren for det teknologitunge Nasdaq-indeks ligger med et marginalt fald, og for S&P 500-indekset er der udsigt til et fald på 0,1 pct. Dow Jones-futuren taber 0,2 pct.

Energiaktierne har været flyvende i de seneste uger på udsigten til genåbning af økonomien, men fredag er der udsigt til gevinsthjemtagning i de store olieselskaber.

Exxon Mobil indikeres 2,3 pct. lavere og Chevron falder med 1,6 pct. i formarkedet.

Der er også pres på mine- og stålselskaberne med minusser på 2,5 pct. til Freeport Mcmoran og 1,1 pct. til US Steel.

Priserne på olie og metaller falder tilbage efter de seneste ugers voldsomme optur samt efter en markant stigning i den amerikanske dollar.

REGNSKABER FRA ONLINESELSKABER

Amerikanske Airbnb, som formidler korttidsudlejning af værelser, lejligheder og huse, måtte i sit fjerde kvartal konstatere, at rejseaktiviteten på grund af coronapandemien er faldet, og det satte sig i omsætningen, som bakkede kraftigt.

Dog ikke helt så meget som ventet, og det tyder på en vis modstandsdygtighed i forretningen.

Finanshuset Barclays ser stor sandsynlighed for, at indkvarteringsplatformen vil være fuldt tilbage i tredje kvartal, idet vaccinerne er udrullet.

Airbnb-aktien indikeres 3,5 pct. højere i formarkedet efter torsdagens kursdyk på 9,1 pct.

Amerikanske Doordash, som debuterede op børsen i december sidste år, mere end fordoblede sin omsætning i fjerde kvartal. Det er dog ikke nok, for i formarkedet falder aktien med 10,1 pct., da underskuddet blev større end ventet, og da prognosen for 2021 var til den svage side.

Etsy, som er en onlineplatform for handel med håndværk og kunst, har leveret et bedre end ventet regnskab for fjerde kvartal, idet selskabet ligesom så mange andre onlineplatforme har kunnet drage største fordel af pandemien.

Finanshuset Keybanc pointerer, at 2020 har været et banebrydende år for Etsy, og det pointeres, at det internationale salg er mere end fordoblet i fjerde kvartal.

Investorerne tager umiddelbart godt imod regnskabet, og de sender aktien op med 9,1 pct. i formarkedet.

DELL OG HP I FOKUS EFTER REGNSKABER

Producenter af computere og andet udstyr til hjemmekontoret hører til blandt coronakrisens vindere.

Dell Technologies er ingen undtagelse, for computerproducenten kunne i sit fjerde kvartal levere en vækst i omsætningen på 9 pct.

Finanshuset Morgan Stanley hæver kursmålet for Dell-aktien og pointerer, at resultatet viser en bedre end ventet udvikling inden for pc-salget med tegn på liv i infrastrukturforretningen.

Dell-aktien indikeres 0,5 pct. lavere.

Den amerikanske computer- og printerproducent HP Inc kom bedre gennem sit første kvartal end ventet, og samtidig er prognosen for indtjeningen i hele det forskudte regnskabsår over konsensus.

Inden offentliggørelsen af regnskabet var HP's aktie i minus med omkring 1,7 pct., men aktien sluttede den ordinære handel med et plus på 0,8 pct., idet selskabet overraskende sendte regnskabet ud i børsens åbningstid.

Fredag indikeres aktien videre op med 2,2 pct.

/ritzau/FINANS

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Preview❯  Shares❯  USA❯ 

Relaterede nyheder