USA/tendens: Udsigt til små stigninger med fokus på Home Depot og Starbucks

Udgivet den 13-08-2024  |  kl. 14:19  |  

De amerikanske teknologiaktier ligger tirsdag til at fortsætte de positive takter forud for eftermiddagens producentprisopgørelse, der kan give et fingerpeg om den amerikanske centralbanks rentebane.

Byggemarkedskæden Home Depot dykker til gengæld efter en nedjustering af forventningerne, hvilket er med til at lægge lidt pres på futuren for Dow Jones-indekset, der taber 0,1 pct. lavere.

Modsat peger futures for S&P 500-indekset mod et plus på 0,2 pct. efter mandagens flade udvikling, og futuren for det teknologitunge Nasdaq-indeks ligger med en stigning på 0,4 pct. efter mandagens fremgang på 0,2 pct.

En time før børsstart præsenteres det amerikanske producentprisindeks for juli, der ventes at vise en stigning på årsbasis på 2,3 pct. og en månedsvis vækst på 0,2 pct.

Rækken af vigtige nøgletal fortsætter de kommende dage med forbrugerprisopgørelsen onsdag og detailsalgsopgørelsen torsdag.

Handlen med rentefutures peger i øjeblikket på en stort set ligelig fordeling mellem en rentenedsættelse på 25 og 50 basispoint på det næste rentemøde hos den amerikanske centralbank den 17-18. september.

- Man kan argumentere for, at aktierne stadig er i genopretningstilstand efter sidste uges rystelser, og investorerne holder igen med virkelig at sætte penge i arbejde, indtil vi får de vigtigste amerikanske nøgletal i denne uge, hvor prisfastsættelse af den amerikanske vækst stadig er mest afgørende, siger Chris Weston fra Pepperstone ifølge Reuters.

I teknologisektoren ligger Nvidia til at fortsætte opturen med et plus i formarkedet på 2,1 pct. efter mandagens fremgang på 4,1 pct.

STARBUCKS NAPPER TOPCHEF FRA CHIPOTLE

Starbucks indikeres 10,5 pct. højere, efter at den amerikanske kaffecafékæde har nappet udnævnt Brian Niccol, som ny topchef.

Han er nu topchef hos Chipotle Mexican Grill, hvis aktie dykker med 8,8 pct. i formarkedet.

HOME DEPOT NEDJUSTERER FORVENTNINGERNE

Den amerikanske byggemarkedskæde Home Depot nedjusterer forventningerne til salgsudviklingen i år efter en skuffende udvikling andet kvartal.

Home Depot venter nu en nedgang i det sammenlignelige salg, det vil sige i butikker, der har været åbne i mindst et år, på 3-4 pct. Tidligere var aktionærerne kun stillet et fald på 1 pct. i udsigt.

Til gengæld er det justerede overskud på aktie på 4,67 dollar i det forskudte andet kvartal over analytikerkonsensus på 4,52 dollar.

- I løbet af kvartalet pressede højere renter og større makroøkonomisk usikkerhed forbrugernes efterspørgsel mere bredt, hvilket resulterede i et svagere forbrug på tværs af boligforbedringsprojekter, udtaler administrerende direktør Ted Decker i regnskabet.

Samlet set bedømmer investorerne meldingerne til et fald på 2,3 pct. i tirsdagens formarked, mens konkurrenten Lowe's indikeres 2,7 pct. lavere.

BAXTER SÆLGER NYRESUNDHEDSFORRETNING FOR 3,8 MIA. DOLLAR

Den amerikanske sundhedskoncern Baxter har indgået endelig aftale om salg af sine forretningsaktiviteter inden for nyrelidelser til investeringsselskabet Carlyle.

Salgsprisen er 3,8 mia. dollar, eller 26 mia. kr.

Baxter er efterfølgende steget med 1,2 pct. i det amerikanske formarked.

Forretningsområdet vil blive drevet videre under navnet Vantive. Virksomheden har mere 23.000 ansatte på verdensplan og omsatte sidste år for 4,5 mia. dollar.

.\\˙ MarketWire

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Preview❯  Shares❯  USA❯ 

Seneste nyheder

15:18 Amerikansk industriproduktion havde mere fart på end ventet i august
14:56 Chefstrateg: Fremgang i detailsalget rykker næppe ved lempelsesomfang i Federal Reserve
14:39 De amerikanske forbrugere spenderede lidt mere i august
14:12 Nykredit om amerikansk rentesænkning: Serie af lempelser på 25 basispoint forventes
14:01 USA/tendens: Håb om lavere renter holder humøret oppe - Microsoft belønnes for aktiekøb
13:31 Tysk vindauktion af landmølleprojekter overtegnet for første gang siden 2022
13:26 Europa/aktier: Godt humør frem mod amerikanske tal med chokoladeproducent i top
12:50 Europa/aktier: Godt humør frem mod amerikanske med chokoladeproducent i top
12:34 Mærsk har fragtet gods gennem Rusland trods internt forbud
12:29 Investeringsstrateg peger på favoritter inden ny fase med rentenedsættelser
11:56 Gaspriser stiger fra syv ugers lavpunkt: Højt lagerniveau i Europa før fyringssæson
11:53 Obligationer/middag: Rente i ro forud for temperaturmåling på amerikanske forbrug
11:41 Aktier/middag: DSV i fremgang på efterdønninger men fokus er på Fed
11:26 Roblon tæt på nulresultat i tredje kvartal - fastholder årsprognosen
11:08 Renten i laveste niveau i flere år på udsigt til mange rentesænkninger
11:03 Tyskland: ZEW-tilliden skuffede gevaldigt i september
10:50 ECB's Simkus ser kun lille sandsynlighed for rentesænkning i oktober
09:16 Rovsing går i plus og sigter efter højere omsætning næste år
09:14 Aktier/åbning: DSV og Nordea med fremme i grønt C25-felt før detailsalg fra USA
08:55 Obligationer/åbning: Mindre rentefald forud for afgørende detailsalg og rentemelding