USA/tendens: Wall Street rammes af tolduro og truslen om global handelskrig
De ledende børser i USA går ikke ram forbi, når handlen starter mandag. Det kan godt være, at den amerikanske præsident, Donald Trump, vil gøre meget for at "Make America great again", og en af måderne er at indføre højere told på udenlandske varer - men alt andet lige ligger Wall Street til at åbne februar med nedgang til de ledende indeks.
Futures falder 1,3-1,7 pct. og ligger i samme niveau som de europæiske børser mandag efter fald fredag på 0,3 pct. til Nasdaq-indekset, mens Dow Jones tabte 0,8 pct., og S&P 500-indekset faldt 0,5 pct.
- Markederne har været meget optimistiske siden valget i håb om at undgå betydelige toldsatser som disse - men det har vist sig at være en fejltagelse, siger Michael O'Rourke, chefstrateg hos Jonestrading, til Bloomberg News.
- Disse toldsatser har nu krydset målstregen, og det ser ud til kun at være begyndelsen, siger han.
Donald Trump har varslet told mod de nærmeste naboer, Mexico og Canada, samt Kina, hvor både Mexico og Canada rammes med 25 pct., mens Kina rammes af told på 10 pct., der lægges til den eksisterende told, fra tirsdag.
Hos Goldman Sach estimeres Trumps seneste toldnyt at resulterer i et værdifald på 5 pct. i værdien af aktieindekset S&P 500. Og prognoserne for selskaberne i indekset vil blive 2-3 pct. lavere.
- Toldmeldingerne er kommet som en chok for mange investorer, som forventede, at øget told kunne ville kom, hvis handelsaftaler skulle falde på gulvet, skriver Goldman-strateg David Kostin i et notat ifølge Bloomberg.
BILER BAKKER
Bilgiganterne får drøje hug i det amerikanske formarked mandag, da producenterne af både biler og bildele er særligt eksponeret mod Mexico, Canada og Kina.
Blandt de hårdest ramte er General Motors, hvor aktien bakker 6,4 pct. i formarkedet, Ford går 4,1 pct. tilbage, og Stellantis' amerikanske notering taber 5,9 pct.
Også chipproducenterne er ramt på grund af deres produktion i flere lande.
Nvidia falder 3,6 pct. efter et fald på 3,7 pct. fredag, Broadcom falder 2,8 pct. mod et plus fredag på 2,6 pct., Micron dykker 2,6 pct. efter et fald på 1,4 pct. fredag, og Intel går 2,3 pct. tilbage i formarkedet efter et dyk på 2,9 pct. fredag.
TESLA OG APPLE RAMMES OGSÅ
Også selskaber, der får produceret i eller eksporterer til Kina, er mandag under pres. Apple falder 2 pct. mod et fald på 0,7 pct. fredag, og Tesla taber 3,3 pct. efter et plus på 1,1 pct. fredag.
Regnskabssæsonen er fortsat godt i gang, hvor den største amerikanske kødproducent, Tyson Food, skal vejes og måles mandag, mens et mindre vandfald følger tirsdag med blandt andet Alphabet, AMD, Pepsico, Pfizer, Mattel, Snap, Paypal og UBS.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1181
- næste ›