Usikker aktie-sommer i vente
Mens temperaturen stiger udenfor henover sommeren, skal man ikke regne med, at det samme bliver tilfældet på aktiemarkederne. Tværtimod regner chefstrateg i PFA Pension Henrik Henriksen med, at sommermånederne i år bliver en sløj omgang på aktiemarkederne.
- Historisk set er sommeren typisk en svagere periode på aktiemarkederne, og det vil den nok også blive i år. Sommeren bliver ikke nødvendigvis direkte negativ, men en bekymring for stigende renter, herunder den første renteforhøjelse fra den amerikanske centralbank, Fed, vil lægge en dæmper på aktiemarkederne, siger Henrik Henriksen.
Det er dog ikke kun risikoen for højere renter, der gør, at man ikke skal regne med de store kursgevinster på sine aktieinvesteringer henover sommeren.
- Markederne er ved at fordøje de her meget kraftige stigninger, vi har fået fra oktober og frem til april måned. Det har været en virkelig god periode for aktierne, hvor der har været medvind på alle cykelstier. Der kom nye stimulanser fra både Kina, Europa og Japan, og i USA har centralbanken sagt, at de bestemt ikke har travlt med at hæve renten, siger chefstrategen og fortsætter:
- Det der sker på markederne nu er så en reaktion på, at priserne på aktier er kommet op, og der er nogle investorer, der nu ser en chance for at trække lidt penge ud.
På den lange bane regner Henrik Henriksen dog stadig med, at der er kursstigninger at hente på aktiemarkederne. Derfor er det et spørgsmål om at være tålmodig henover sommermånederne for så igen at kunne nyde godt af aktieinvesteringerne senere på året.
- Når vi kommer til årsskiftet, tror jeg stadig, vi vil se, at aktiekurserne ligger højere, end de gør nu. I både Europa og Kina vil centralbankerne fortsat understøtte økonomien med stimulanser, og vi kan se en bedring i Europa, hvor bankerne er begyndt at låne penge ud, og indtjeningen i virksomhederne overrasker positivt, siger Henrik Henriksen.
Tags: Aktier❯