V: Stop brandbeskatning af pensionsopsparing

Udgivet den 16-07-2001  |  kl. 09:42  |  

Regeringen går den forkerte vej ved fortsat at brandbeskatte pensionsopsparing. I stedet skal det gøres attraktivt for den enkelte at spare op til alderdommen.

Det siger Venstres skattepolitiske ordfører, Mariann Fischer Boel bl.a. i en kommentar til skatteekspert Inge Nilssons udtalelser og beregninger i Berlingske Tidende, der viser, at marginalbeskatningen for den sidst tjente pensionskrone kan komme op på 65 pct., og at det for mange slet ikke kan betale sig at spare op til pensionen.

- Inge Nilssons beregninger bekræfter fuldkommen, hvad Venstre sagde i forbindelse med ændringen af pensionsafkastbeskatningsloven. Vi pegede på, at den store vinder ville blive statskassen. Beregningerne, vi fremlagde, var lavet af et stort anerkendt pensionsselskab, men daværende skatteminister Ole Stavad afviste dem blankt.

Udgivet af: NPinvestordk