Valuta: Amerikansk arbejdsmarkedsrapport holder investorer på sidelinjen
Investorerne holder sig tilbage på valutamarkedet fredag morgen, hvor de sidste justeringer af positioner op til dagens og ugens vigtigste begivenhed, offentliggørelsen af den amerikanske arbejdsmarkedsrapport, finder sted fredag eftermiddag.
Rapporten vurderes at være et af de tungeste loddet i vægtskålen i den pengepoliske beslutningsproces hos den amerikanske centralbank, Federal Reserve.
Dollarindekset, der vægter amerikanske dollar mod euro, yen, pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, ligger fredag morgen i 106,40 mod 106,53 torsdag eftermiddag ved 17-tiden.
Arbejdsmarkedsrapporten vil give et øjebliksbillede af den igangværende afmatning, som Federal Reserve har sat i gang for at få bugt med den høje inflation. Det har givet anledning til gentagne renteforhøjelser gennem de seneste 18 måneder, hvor fed funds-renten er hævet fra et rundt nul til nu at være 5,25-5,50 pct.
Men hidtil har effekten ikke været så stor som forventet, og især det stramme arbejdsmarked har været en kilde til frygt for yderligere pers på inflationen hos centralbankens pengepolske udvalg, Federal Open Market Committee (FOMC).
Udvalgsmedlemmerne har ikke holdt sig tilbage fra at understrege FOMCs holdning gennem verbal retorik, men torsdag var der allivegel lidt tilbageholdenhed hos et af de 16 medlemmer af udvalget, Mary Daly fra Federal Reserves afdeling i San Francisco, det vurderer, at det er muligt at fastholde centralbankens rente på det nuværende niveau, hvis arbejdsmarkedet og inflationen fortsætter med at køle af.
- Hvis vi fortsat ser et afkølende arbejdsmarked og inflationen på vej tilbage til vores mål, kan vi fastholde renten og lade pengepolitikkens effekter fortsætte med at arbejde, sagde Mary Daly torsdag ifølge Bloomberg News.
Det har længe været centralbankens mål, at lægge en dæmper på den økonomiske aktivitet, men det er først nu, at de uønskede negative effekter rigtig er begyndt at vise sig i form af sprækker i hele det økonomiske fundament i USA.
Finansieringen af landets uhyrlige budgetunderskud og massive statsgæld er ved at være en så oppustet byrde, at det bliver sværere og sværere at finansiere gælden via den toneangivende tiårige obligationsudstedelse.
De tiårige T-bonds er centrale, efter at renten et steget markant siden juni i takt med, at de finansielle markeder er begyndt at indregne Federal reserves retoriske "højere renter i længere tid" i prissætningen.
Det har sendt den tiårige T-bondrente tæt på 5 pct. og til et niveau, der sidst blev set lige før finanskrisen i 2008.
Det har katalyseret en selvforstærkende effekt i rentestigningen, og de højere låneomkostninger er blæst forbi alle forudsigelser, efter at investorer har droppet troen på, at rentenedsættelser ville komme på kort sigt.
Oven i Federal Reserves massive renteforhøjelser kommer de politiske problemer omring den amerikanske gældsloft, der udstiller den politiske dysfunktion tydeligt.
Og mens de korte statsobligationsrenter er mest direkte påvirkede af Federal Reserves pengepolitik, afspejler det tiårige segment forventninger til vækst og inflation, og er den rente, der betyder mest for forbrugere og virksomheder og som påvirker bolig- og billån, virksomheds- og kommunale obligationer, kommercielle papirer og ikke mindst valutamarkedet.
Dollar koster fredag morgen 148,60 yen mod 148,60 per dollar torsdag eftermiddag ved 17-tiden.
Euro koster fredag morgen 1,0545 dollar mod 1,0530 dollar torsdag eftermiddag, og pund sterling ligger samtidig 1,2185 dollar mod 1,2160 dollar torsdag eftermiddag.
.\\˙ MarketWire
Tags: Forex❯